Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FORTIDENS SKOLESKUESPIL. 429 eller Dragt maa føres frem paa Scenen. Terents er derved udelukket, Jesuitterne maa selv digte passende Stykker. Den engelske Filosof Baco, der i sin Lovtale over Jesuitternes Skolevæsen ogsaa nævner deres Skuespil, fremhæver de umiskendelige Fordele, saadanne Øvelser maatte medføre: „De styrke Hukommelsen, udvikle Stemmens og Udtalens Klang og Kraft, vænne Miner og Bevægelser til Anstand, frembringe en overordentlig Selvtillid og gøre de unge Mennesker fortrolige med offentlig Optræden,“ det samme, som Skuespilforfatteren Hieronymus Ziegler, Professor i Ingolstadt, 1559 havde fremsat som sin personlige Erfaring i Fortalen til sit Stykke Abel justus-. „Da jeg første Gang som Yngling kom hertil for Studiernes Skyld, var det en stadig Skik og Brug i vor Skole at spille Komedie offentlig, og der var ingen, som ikke tog Del i det Slags Forestillinger. Og disse øvelser og Studier skaffede Lærerne Ros, gjorde Ungdommen stor Gavn og styrkede Hukommelsen. Den uerfarne og frygtsomme Dreng blev dristigere og vænnede sig til uden Famlen og Frygt at fremføre offentlig, hvad Sjælen havde opfattet og betroet Hukommelsen. Vi vide jo, hvorledes undertiden de lærdeste Mænd have stammet, standset og helt forstummet ikke alene midt i Talen, men endnu oftere lige i Begyndelsen. Og for at sligt ikke skal hænde Ynglingene, bør de vænnes til offentlige Øvelser.“ Det er kort sagt de samme Tanker, Comenius 100 Aar efter og Weises 150 Aar efter endnu fastholder. I Skoleforordningen for den sydtyske Provins udvikles nærmere de Fordringer, Jesuitterne stille til Skuespillene. „De maa afpasses efter det Forma al, Selskabet har for Øje, fremkalde Bevægelse i Sjælene, Afsky for slette Sæder og fordærvelige Vaner, Frygt