Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

430 FORTIDENS SKOLESKUESPIL. for Lejligheder til at synde, større Iver for Dyderne, Efterligning af de hellige o. s. v. Rettes maa ogsaa den falske Opfattelse, i Følge hvilken Dyder og Laster menes snarere at burde fremstilles i kvindelig end i mandlig Skikkelse, og det maa ikke tillades, at der som Regel optages saa mange forskellige Ting i én Forestilling, at de kunde være nok til flere. Der maa passes paa, at der. ikke, hvad der med Rette maa dadies, i ethvert Skuespil optræder Dæmoner, Tiggere, Drankere, Guds-bespottere, queri leuiculi, choræ noctuales, kunstig Ild, explosiones ftetularum, sligt maa ikke maa ikke tillades, undtagen hvor Indholdet nødvendig udkræver det og Forestillingen skal gives offentlig.“ Men den Sansernes Beruselse, mod hvilken der her advares, var en saa stærk Trang i hele Tidsalderen, at den ogsaa her træder i Forgrunden og behersker dem, der ville beherske deres Tid. Skuespillene, som i Overensstemmelse med ratio studiorum kun maatte opføres sjældent, blive snart et staaende Krydderi ved enhver som helst Festlighed; Skoleaarets Aabning og Afslutning, Kirkers og Gymnasiers Indvielse, Kejserkroninger og Digterkroninger, Helgenvielser og Fyrsteformælinger fejres ved Jesuitdramaer, opførte af studerende. Hvor virksomt et Middel de vare til at bane Vejen, viser Jesuitternes Missionstog til Bøhmen. Paa Foran-■ ledning af Kejser Ferdinand I var den bekendte jesuitiske Skribent Canisius med sine Ledsagere kommen til Prag fra Rom. Om deres Modtagelse siger Jesuitten Tanner i 1752: „Da de første gejstlige af Jesu Selskab, der af den hellige Ignatius, dette Selskabs Stifter, vare sendte til Prag, indtraf der tilligemed den første Rektor, Ursmarus, bleve de af Ferdinand I paa det flittigste advarede imod at lade sig se meget; endnu mange Aar