Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

FRA COMENIUSES SAMTID. 85 og senere tilbage igen: fra den anviste Plads skulle de høre opmærksomt paa Prædikenen, synge Salmerne sammen med Menigheden, svare ærbødig og tydelig ved Katekisationen og knæle under Bønnen. Baade hjemme og ude skulle de alle, paa nederste Klasse nær, under Straf tale Latin; i de tre øverste Klasser er der endog Straf for at tale det fordærvet eller ugrammatikalsk. De, paa hvem Tugten ikke hjælper, skulle udstødes af Pædagogiet, og de, som i Kraft af de offentlige Eksaminer anses for uskikkede til Studierne, skulle sendes hjem til deres Forældre. - Den strænge Tugt hævdedes særlig af Kirkeraadet, der snart tiltog sig saa godt som al Indflydelse over Anstalten og 1575 blev eneraadende. Det anklagede saaledes Andenlæreren Nathanael bl. a., „fordi han ikke vilde bruge Riset mod de unge“. Han anførte til sit Forsvar, „at han vel vidste, man maatte holde Tugt; men han havde ved Behandlingen af sine Disciple taget Hensyn til disses Alder. Der var Mennesker iblandt paa 19 Aar, og at prygle dem vilde være ufornuftigt, unyttigt og hensynsløst; man kan jo ogsaa straffe med Ord“. Men trods Universitetets Forbøn blev han afskediget, ligesom en anden Lærer, Vitus Grave, der havde syndet mod den Bestemmelse, som forbød Lærerne at gaa ud om Aftenen efter Bordet uden Tilladelse. I det hele var der i lang Tid hyppigt Lærerskifte, for en stor Del, fordi de fleste Lærere vare gejstlige, der forlode Skolen, saa snart de kunde faa et Præstekald; men Skolen kom dog i en blomstrende liistand, og videbegærlige Ynglinge strømmede til den langvejs fra.