Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Andet Bind
Af Opdragelsens Historie

86 FRA COMENIUSES SAMTID. XIII. Neckarskolen i Heidelberg. Neckarskolen, der som Undervisningsanstalt var bleven forenet med Pædagogiet, var tillige en Velgørenhedsanstalt, i hvilken begavede og. lærelystne Børn af fattige Forældre bleve opdragne og uddannede, i Følge Almisseforordningen af 1600 „ordinarie 36 Drenge, af hvilke 10 fra Byen, 14 fra det øvrige Pfalz og 12 fremmede“. Byraadet ydede Anstalten det fornødne Brænde og de fornødne Senge, Kurfyrsten gav Kosten, idet to af Disciplene to Gange om Dagen gik „til Hoffet for at hente Suppe, Kød, Grønt og Vin“; men især tjente Skoledisciplene deres Underhold „ved at synge paa Gaderne og til Lig{<. To af dem skulde den hele Dag gaa om i Byens Gader med løftede Bøsser, to andre den halve Formiddag i Forstaden; de maatte ikke selv røre ved Almisserne eller „varme dem i Haanden“, den ringeste Uærlighed skulde straffes som Tyveri og vedkommende udstødes af Skolen. Endelig opbevaredes der paa Raadhuset en „G-udspenningebøsse“, hvori en vis Afgift ved Køb og Salg af Huse og Ejendomme blev lagt; en Tredjedel deraf tilfaldt i ældre Tider Neckarskolen. Denne var bl. a. ogsaa bestemt til saa vidt muligt at tage sig af de omflakkende Skoledisciple, scholares vagantes, der i Følge en Aarhundreder gammel, allerede i det 13. Aarhundredes anden Halvdel af tyske Synoder forbudt Uvane sværmede om fra Skole til Skole, med Tilløb af bortflygtende Munke og andre Æventyrere, under Navn af „Bakkanter“ og „Skytter“. Skolens Personale betragtedes som et fast organiseret Lav med sine Mestre, Svende og Læredrenge; „Bakkanterne“,