Et Tilbageblik ved Det Kgl. Landhusholdningsselskabs Hundredaarsfest
Den 7. Juli 1869

Land af ti Regeringer, hver af sin Form og hver med sit Hoved." — Det var altsaa en uhyre Opgave, Selflabet havde stillet sig: det paatog sig noget nær det Arbejde, som alle vore Regerings- kollegier tilsammen burde have lost. Det havde en Følelse af, at der rugede Dod over vort Samfundsliv; det vilde blæse Liv ind i de døde Former; det vilde vække til Liv alt, hvad der var dodt; det vilde frejdig paatage sig hele Arbejdet og mente, at det maatte kunne lykkes, uagtet det savnede Myndigheden. Nu — meget lykkedes der ogsaa, men, havde Selflabet tænkt Tanken ud, maatte det have sagt: vi ville ikke alene alt for Folket, men vi ville alt ved Folket; altsaa: lad Magten være Folkets ligesom Arbejdet! Men — hvad var der saa blevet af Enevælden med dens stauende Hær af enevældige kongelige Em- bedsmcend? — Vi tillade os i Landhusholdningsselflabets Stif- telse, Formaal og Indretning at see et as flere Vidnesbyrd om, at vort Folk allerede for hundrede Aar siden folie Trangen til en konstitutionel Frihed, men var endnu ikke blevet sig den bevidst, kunde derfor heller ikke klare sig sin Trang eller sætte sit Krav. Det vilde Maalet, men det kjendte ikke ret Midlet, ja vilde maafle have gyst tilbage for dette, hvis man havde paapeget det. Skjondt man frygtede for „halve Maal uden rette Midler," kom man dog endnu ikke videre i Klarhed og maatte lidt efter lidt opgive det ene „Maal" efter det andet, fordi man savnede de „rette Midler": Folkefriheben og Folkemyndigheden. Dog — det var mindst af alt vor Tanke at rejse nogen Klage mod Landhusholdningsselflabets Stiftere. LEre være dem i deres Grav! og Folkets Tak for alt det meget, som de dog udrettede uden de „rette Midler"! Hvis Rummet tillod det, kunde vi visselig have ønsket at meddele meget mere af og om Selskabets Plan. Vi maa dog fatte os kort. Tre Paragraffer kunne vi imidlertid ikke undlade at udskrive, saa ejendommelige synes de os: § 306. „Deres Indvending angaaende, som synes at forundre sig over et Sel- stad, fordi det bestaaer af alle Stænder fra Ridderen indtil Bonden, da ville de behage at erindre, at Selflabet just deri