Et Tilbageblik ved Det Kgl. Landhusholdningsselskabs Hundredaarsfest
Den 7. Juli 1869

 29 er ret indrettet, fordi det derved ligner, paa sin Maade, Staten selv. Det kan ikke fejle, at de, som gjore denne Indvending, jo vide, at Agermand, Fifler, Kunstner, Handelsmand, Borger og Bonde ere et Lands Grundvold og Grundstotter, uden hvilke det maa falde; at disse Stænder opholde Adelsmanden, Statsmanden, den Lærde, den Tænkende, ja, ere Tronens At- las, Tronens, der aldrig flulde kunne staa og blive omringet af Riddere, naar ikke disse omtalte laa i Støvet og svedte. Men uagtet saadan foregaaende Skrøbelighed af nogle, som paa den Maade synes at ville blive vore allerfarligste Modsigere, faa tro vi dog, at den Modsigelse vil kun vare meget kort, hvorfor vi og for vore korte Modstandere have en smukkere Stol, naar de ville behage at beære Selskabet med deres Nærværelse, end for en Bonde, om han Uformodentlig flulde komme ind fra Hosten." — §§ 187 og 188: „Det danfle Sprog tales alene i Sel- skabets Samlinger, naar den Præsiderende har sat sig; og [bet] er antageligt, om det end ikke skulde tales vel?' — „Fremmede eller Indfødte, som ikke tale Danfl, indlevere deres Forslag i deres eget Sprog, da de derefter oversættes, og Materien oplæses siden i Samlingerne i vort Sprog." — Saavidt vi kunne skjonne, var der imellem de niogtyve stiftende Medlemmer: ti Præster, Professorer og andre Videnskabsmcend, ti administrative Em- bedsmand, fem Borgere og kommunale Embedsmand, to Offi- cerer og to „Adelsmand" (iblandt hvilke Martfelts Elev Lin- ftoto). At og hvorledes den Frygt, som udtaltes i § 306, blev overvunden, skulle vi snart fortælle, men ville dog allerede nu bemærke, at, efterat § 169 har sagt, at Kunster og Videnskaber ere den eneste Rang, som Selskabet for nærværende Tid tænker paa, og det ønsker, at det maa blive derved fremdeles, tilføjer den, at Selstabet tænker paa „at berede de bedste og bekvem- meste Steder for den forste Stand og for enhver i den, naar Selskabet engang tor haabe den JEre og Lykke af deres Mode;" hvorpaa § 170 rigtignok siger, „at fligt ligger Fodsel og Stand mindst paa Hjerte i et Land, hvis daglige Samtale nu er bleven Bondens Tarv og Handelsmandens Onske." — Med