496 -
Femtende Forelæsning.
I
Tider lige stor. Sattes det sidste, da bestaae oiensynlig alle
de forhen omtalte Regler for Tingenes Fald, at nemlig Ti-
derne ere som Hastighederne, og de igiennemlobne Rum som
Quadraterne af Hastighederne. Sattes derimod det forste,
at nemlig den hastiggiorende Kraft rettet* sig ester alle Punk-
terne i Linien AB, og at den i enhver af disse Punkter virker
lige stcrrk, da synes ingen af de forrige kove at kunde be-
staae. Folgelig, da disse vare uimodsigelig beviiste, fandt
man for godt at erklære dette sidste Maal for Tingene falfft og
som stridigt med de forste de tunge Tings Bevarelses Love.
D
1
§. 270.
Samme op- Jeg mener, at det er hu fuldkommen vel bleden viist,
hvori at Vanskeligheden bestaaer, jeg vll strcrbe at vise, hvori
den Stridighed ligger, som lader ril at vcrre i disse Sltttnin-
, ger, uden at den dog virkelig er. To Slutninger, som ere
gjorte af saa rene og af saa uimodsigelig sande Grunde, som
disse, naar de synes at være stridige under sig, maa det vare,
fordi man ei haver noie nok overlagt Beffaffenheden af begge,
saa Sandhederne synes alene at vare hverandre imod, ubei>
Dog virkelig at vcrre det. Til den Ende maa agtes, at saa
tidt som en Krast foraarsager en Bevcrgelse, maa man fore*
stille sig, som om den blev tilintetgiort af den Tings Jnexlie,
som bevcrges, og gik imidlertid, naar Bevægelsen og Virk-
ningen begge vare fuldkommen fvie, heel og hnlden over i den
£tngz som blev bevcrget. Vi ville her alene betragte der
Tilfalde, da Inertien as Materiens Mangde siaaer imod, og
, . rwiere