Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund
Forfatter: NIC. Hertel Wulff
År: 1912
Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
Sted: København og Kristiania
Sider: 254
UDK: 332 Wul
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
155
saakaldte Agentarii, om hvilke vi første Gang hører i det
2. Aarhundrede f. Chr. Deres Forretninger bestod væsentligst i
Opkøb og Salg af fremmede Penge, Modtagelse af Penge til Op-
bevaring og desuden i Ydelse af Laan imod Underpant. De op-
slog deres Boder, som ogsaa langt senere i Tiden, paa Torvene,
hvad man bl. a. kan se af den latinske Betegnelse for at gaa fallit
»a foro fugeret, at flygte fra Torvet.
Bankvæsenet i Middelalderen. Indtil Folkevandringens Tid tog
det romerske Bankvæsen et ret betydeligt Opsving, men efter
Barbarernes Indtrængen førte .dette Erhverv, som alle andre, kun
en kummerlig Tilværelse, og man kan højst regne med de Vek-
selerere, hvis Forretninger gik ud paa at rejse fra Marked til Marked
og ombytte Penge for Folk. Denne Forretning bliver imidlertid
af særlig stor Betydning paa Grund af den Tilbøjelighed, til at
gøre Mønterne daarlige, som spores straks fra Middelalderens Be-
gyndelse. Det var under disse Forhold et Gode, at der fandtes
Folk, hvis Bestilling det var at undersøge Mønternes Ægtlied og
afveje det ene Lands Mønt mod det andets. I den tidlige Middel-
alder var det navnlig italienske Guldsmede, der gav sig af med
disse Forretninger.
Paa Markederne sad disse Mænd med deres Penge ved Borde,
og efter det italienske Navn paa et Bord, banca, kaldtes de allerede
i det 12. Aarhundrede Bancherii (Bankiers). Deres Forretninger
blev efterhaanden mere sammensatte. De ombyttede ikke alene
Penge paa Markederne, men det var antagelig ogsaa for en stor
Del disse Folk, der paatog sig at rejse med andres Penge og fore-
tage Udbetalinger paa fremmede Steder, som det er omtalt S. 105.
Viste det sig, at en af dem bedrog eller ikke kunde betale, hvad
han skulde, blev hans Bord slaaet itu, banca rotto, og herfra stam-
mer Ordet Bankerot.
Disse Vekselerer eller Bankiers kom efterhaanden ogsaa ind
paa »Depositoforretninger«. Det var jo ganske naturligt, at den
Aland, man turde betro at rejse med sine Penge, vilde man
ogsaa ved andre Lejligheder give Penge eller Værdipapirer til
Opbevaring. Til at begynde med har disse Depositoforretninger
været saakaldte »regulære« Forretninger, det vil sige, at man
forlangte nøjagtig de samme Møntstykker tilbageleveret, som
man i sin Tid havde afgivet. Men naturligvis varer det ikke
længe, før den Erkendelse vaagner, at det egentlig var ganske