Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund

155 saakaldte Agentarii, om hvilke vi første Gang hører i det 2. Aarhundrede f. Chr. Deres Forretninger bestod væsentligst i Opkøb og Salg af fremmede Penge, Modtagelse af Penge til Op- bevaring og desuden i Ydelse af Laan imod Underpant. De op- slog deres Boder, som ogsaa langt senere i Tiden, paa Torvene, hvad man bl. a. kan se af den latinske Betegnelse for at gaa fallit »a foro fugeret, at flygte fra Torvet. Bankvæsenet i Middelalderen. Indtil Folkevandringens Tid tog det romerske Bankvæsen et ret betydeligt Opsving, men efter Barbarernes Indtrængen førte .dette Erhverv, som alle andre, kun en kummerlig Tilværelse, og man kan højst regne med de Vek- selerere, hvis Forretninger gik ud paa at rejse fra Marked til Marked og ombytte Penge for Folk. Denne Forretning bliver imidlertid af særlig stor Betydning paa Grund af den Tilbøjelighed, til at gøre Mønterne daarlige, som spores straks fra Middelalderens Be- gyndelse. Det var under disse Forhold et Gode, at der fandtes Folk, hvis Bestilling det var at undersøge Mønternes Ægtlied og afveje det ene Lands Mønt mod det andets. I den tidlige Middel- alder var det navnlig italienske Guldsmede, der gav sig af med disse Forretninger. Paa Markederne sad disse Mænd med deres Penge ved Borde, og efter det italienske Navn paa et Bord, banca, kaldtes de allerede i det 12. Aarhundrede Bancherii (Bankiers). Deres Forretninger blev efterhaanden mere sammensatte. De ombyttede ikke alene Penge paa Markederne, men det var antagelig ogsaa for en stor Del disse Folk, der paatog sig at rejse med andres Penge og fore- tage Udbetalinger paa fremmede Steder, som det er omtalt S. 105. Viste det sig, at en af dem bedrog eller ikke kunde betale, hvad han skulde, blev hans Bord slaaet itu, banca rotto, og herfra stam- mer Ordet Bankerot. Disse Vekselerer eller Bankiers kom efterhaanden ogsaa ind paa »Depositoforretninger«. Det var jo ganske naturligt, at den Aland, man turde betro at rejse med sine Penge, vilde man ogsaa ved andre Lejligheder give Penge eller Værdipapirer til Opbevaring. Til at begynde med har disse Depositoforretninger været saakaldte »regulære« Forretninger, det vil sige, at man forlangte nøjagtig de samme Møntstykker tilbageleveret, som man i sin Tid havde afgivet. Men naturligvis varer det ikke længe, før den Erkendelse vaagner, at det egentlig var ganske