Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund

Forfatter: NIC. Hertel Wulff

År: 1912

Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 254

UDK: 332 Wul

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 268 Forrige Næste
23 og i det engelske Ord Grain, der nu ligesom Karat bruges som Betegnelse for Finhed, men oprindelig var det som Vægtlod benyttede Bygkorn. Det var imidlertid meget besværligt, at man altid i Handel og Vandel skulde dele, afveje og maaske tilmed undersøge Fin- heden af det Ædelmetal, der skulde bru- ges til Betaling. Det praktiske Livs Krav medførte derfor naturligt, at Fyr- ster eller Stofhandlere ofte lod frem- stille større og mindre Guld- eller Sølv- stykker af ganske bestemt Finhed og Fig. 11. Lydisk Elektronmønt. Vægt, saa at man let kunde aftælle i Stedet for at afveje den fornødne Værdi. Idet saadanne Metalstykker tillige forsynedes med et eller andet Mærke — et Præg, hvorved Udstederen paatog sig et Ansvar for Stykkets Vægt og Finhed — var man ad disse ganske naturlige Veje naaet frem til den betydningsfulde Nydannelse i Pengenes Udvikling, som betegnes med Ordet Mønter. Først med dem begyndte for Alvor Pengenes Udsondring som noget for sig, forskelligt fra alle andre Varer, en Udsondring, som har været meget nyttig og frugtbringende, men ogsaa medført Farer og Ulemper, fordi man let over Prægets mystiske Magt helt glemte, at Pengene dog til syvende og sidst selv var en. Vare, og at Præ- get kun havde Betydning som Garanti for dennes Godhed. Selve Ordet Mønt (lat. moneta) skal stamme derfra, at det første romerske Møntværksted laa ved den beskyttende Jonos (Juno moneta) Tempel paa Capitolium. Mønter cg Møntvæsen i Oldtiden. Medens Fremstillingen af Mønter i vore Dage er en Virksomhed, der kræver den allerstørste Nøjagtighed og Paapasselighed og kun lader sig udføre af Folk, der har en ganske speciel Uddannelse i denne Henseende, bærer de første Mønter Vidnesbyrd om en ikke meget indviklet men ganske praktisk Fremgangsmaade. Man bibragte f. Eks, en lille Klump Metal et Slag med en Hammer, hvis Hoved var riflet i Slagfladen, saaledes at Mønten paa den ene Side fik et tilsva- rende Præg, mens den paa den anden Side fik et Mærke af Am- bolten. Paa Fig. 11 ses en saadan Mønt, der stammer fra Lydien og er fremstillet af Elektron, der var en i Oldtiden meget brugt Blanding af Guld og Sølv. Men efterhaanden som man bliver