Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund

28 Ogsaa Bysantinerne antog det romerske Møntsystein, der gen- nem. dem naaede til Araberne. Saavel de romerske som de græske og iøvrigt ogsaa adskillige asiatiske Mønter fra Tiden omkring Christi Fødsel bærer Vid- nesbyrd om det høje Trin, hvortil Møntteknikken efterhaanden var naaet. Saa fint udførte som de ofte er, kan man lige- frem benytte dem til Studiet af den enkelte Regents Karakter. Hvor stor en Forskel er der f. Eks. ikke mellem de næsten forfinede Træk hos den sidste Konge af Makedonien, Fig. 18, Perseus (179—168) og Billedet af Mithridates VI (f 63 f. Chr.), Konge over det vestasiatiske Rige Pontus, Roms uforsonlige Fjende (Fig. 19), i hvis Træk man genkender Asiateren. I en ka- rakteristisk Modsætning hertil staar Billedet af den romerske Kejser Trajan, der ses paa den som Fig. 20 afbildede Bronce- mønt, der paa Aversen barrer et Billede af den store Cirkus. Møntvæsenet i Middelalderen. I de efter Romerrigets Sammen- brud og den store Folkevandring grundlagte Stater finder man som en Arv fra den stolte Romertid helt velordnede Møntsyste- mer. Kendskabet til disse Tiders Møntforhold er naturligvis ikke stort, men det synes som om der f. Eks. i Frankrig under Mero- vingerne har været fri Udmøntning for Privat©, idet disse dog maatte lade deres Metaller udmønte af omrejsende Møntmestre. Men allerede fra den Tid har man dog ogsaa Eksempler paa, at man glider hen imod en stor Misére i Mønternes Historie, hvor gode og fuldvægtige Mønter saa godt som ikke var til at opdrive. Det vides f. Eks. at Vestgothernes Konge Alarik d. II (fra 484— 5071 i sin Nød kort før Krigen med Klodoveg, i hvilken han blev besejret og dræbt, har taget sin Tilflugt til at lave Guldmønter, hvis Indhold var stærkt blandet med et mindre ædelt Metal. Paa samme Maade er det ofte gaaet under Longobardernes Konger, og ogsaa Frankernes Konger maatte forlade Dydens Vej og gribe til Møntforfalskninger. En lysere Tid indtraadte dog under Karolingerne, der omkring Aar 900 overtog Møntvæsenet i den sørgeligste Tilstand. Af yder- ste Evne bestræbte de sig for at bringe ordnede Tilstande til Veje, og hævdede i dette Øjemed med haard JIaand Udmønt- uingsr etten for Kronen. Møntvæsenet blev under dem paa mange Punkter drevet efter helt samfundsmæssige Synspunkter. Man stillede Krav om at Pengene baade var lødige og fuldvægtige,