Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund

30 lødigt Sølv, hvorved man forstod Sølv af den fineste Slags, der ikke, i hvert Fald med Forsæt var blandet med noget andet Metal. Da det netop her ved denne Mark ikke drejede sig om at faa dens Købeevne fastslaaet ved et eller andet imponerende Ydre, hvilket jo havde vist sig ikke at være nogen Garanti fer Møntværdien, gav man den et fra de almindelige Mønter stærkt afvigende Udseende. Den som Fig. 21 afbildede Mark er en flad Sølvkage, der vejer 228 gr. og stammer fra Byen Pynitz i Pommern, hvis Vaaben den bærer. I Tidens Løb sker der imidlertid den Ændring i Forholdet, at man vel bevarer den fuld vægtige Mark i fint Sølv som Regneenhed, men giver sig til at slaa Mønter, der kunde »coursere« i Fig. 21. En Mark fra Slutningen af det 13. Aarhundrede den daglige Omsætning — Markcourant — og som havde et ]angt ringere Værdi indhold end den oprindelige Mark. Den store Forfaldsperiode i Mønternes Historie. Ved Slutningen af Middelalderen og Begyndelsen af den nyere Tid stiger Penge- forvirringen til sit Højdepunkt. Gode og daarlige Mønter skifter uafladeligt, men altid fortrænger de daarlige de bedre. Kampen om at komme i Besiddelse af Pengene hidser i voldsom Grad Sindene. Det var nu i og for sig heller ikke saa underligt, thi efter Amerikas Opdagelse gled i nogle Aar en stadig Sølvstrøm over Europa og satte Bevægelse i alle Forhold. Den Mand, der kom i Besiddelse af klingende Mønt, stod mere uafhængig og føltes med Rette mægtigere end den, hvis Formue stod i daarlig dyrket Jord, og som fik sine Indtægter in natura. Det gjaldt derfor om at komme i Besiddelse af dette Magtmiddel — Pengene. Ikke alene søgte man at skabe selve Møntstoffet Sølv og na- turligvis særlig Guld, men man greb til andre Udveje, der viste sig mere fremkommelige. Fra gammel Tid var Møntretten som sagt forbeholdt Fyrsterne, en Anskuelse, der særlig klart kom frem i en Ordonans, som Philipp VI af Frankrig i 1346 udstedte