Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund

46 Loven fastsatte, er der truffet Bestemmelser om, hvor store Af- vigelserne maa være fra den Vægt og Finhed som de egentlig burde have. Denne Afvigelse, Remediet, er for Tyvekronestykkets Vægt ansat til 1 % pro mille, for Tikronestykkets til 2 pro mille, for Tokronestykkets til 3 pro mille, og for Enkronestykkets til 5 pro mille. Desuden er det bestemt, for at ikke et større Parti Mønter under et skal komme til at afvige fra den Vægt, som hele Par- tiet burde have, at ved Udmøntning af Guld maa Afvigelserne i Vægt for hvert Parti paa 10 Kilogram ikke over- stige 5 gram. Hvad selve Prægningen angaar, er den naturligvis under- gaaet store Forandringer i Tidens Løb. Endnu langt ind i det 16. Aar- hundrede brugtes almin- deligvis den Fremgangs- maade, at det ene Stem- pel anbragtes paa et fast Underlag (en Ambolt), mens det andet enten førtes helt frit eller sad i en Slags Hammer, der faldt ned paa Mønten (se Fig. 14 S. 24 og Fig. 31). Fabrikationen gik kun Fig. 31. Kejser Maximilian besøger et Møntværksted. langsomt for sig og ofte fik den et mindre heldigt Resultat, idet det øverste Stempel, der blev ført med Haandkraft ofte under Prægningen forskød sig lidt. Fremstillingen af Mønter overdroges i ældre Tid som oftest til en Guldsmed, hvilket i og for sig var ret naturligt, da det galdt om, at finde Folk, der forstod sig paa Be- dømmelsen af de ædle Metaller. . Om selve den hellige Biskop Elegius (j- 659), der var Møntmester i Paris og Versailles, fortælles det, at han ogsaa var Guldsmed — og lige fremragende i alle sine tre Stillinger. Datidens Munke var jo meget kyndige paa mangfoldige Omraader, og den her nævnte hellige Mand havde staaet i Guldsmedelære ikke saa faa Aar af sin Ungdom. Nutildags foregaar Udmøntningen naturligvis under Anven- delse af en udviklet Teknik og særlige dertil indrettede Maskiner.