Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund

79 at saa godt som alle Lande efterhaanden er gaaet over til enkelt Møntfod. Den sidste Kamp blev udkæmpet i Amerika ved Præ- sidentvalget i 1900, idet ogsaa lier Tilhængerne af Guldmønt- foden fik sat deres Kandidat Mac Kinley igennem og derved syn- tes at udelukke Haabet for Sølvmændenes Kandidat Bryan om fremtidig at blive valgt paa dette Grundlag. Hvad selve Kampen imellem de to Retninger angaar, søger begge Partier at naa det samme Maal, nemlig at undgaa, at det gældende Møntsystem bliver Anledning til alt for store Pris- bevægelser paa Markedet. De to forskellige Retninger gaar alt saa begge ud fra, at et Lands Pengevæsen, dets Møntsystem kan faa Indflydelse paa det almindelige Prisniveau i Landet, og dette er i og for sig ogsaa ganske rigtigt (jfr. sidste Kapitel). Til Gunst for Dobbeltmøntfod fremførtes, at Varepriserne bli- ver mindre afhængige af det enkelte Metals Produktionsforhold, thi, saåfremt et af Metallerne skulde blive dyrere, vil man lade udmønte mere af det andet Metal, og den samlede Pengemængde i Landet vil saaledes forblive nogenlunde uforandret. At der bestaar et vist Forhold mellem Pengemængden i et Land og Varepriserne beror paa, at Købeevnen ved den forøgede Pengerigelighed vil stige og Priserne som Følge heraf gaa i Vejret, medens Vare- priserne omvendt vil falde, naar Pengemængden indskrænkes og den almindelige Købeevne aftager. I Diskussionen hævder Dobbeltmøntfodens Forsvarere yder- ligere, at saafremt alle Lande havde haft ren Guldfod i 1850 vilde Kaliforniens og Australiens Produktion af Guld have haft en fryg- telig Virkning paa Prisniveauet, idet dette med ét vilde være sprunget voldsomt i Vejret. Som Forklaring paa at det ikke skete, henvises der netop til, at Frankrig, der paa det Tidspunkt havde dobbelt Møntfod, var i Stand til at optage store Mængder af det nyindkomne Guld, medens det skød Sølvet ud af Omsætnin- gen. Denne Betragtning maa sildært anerkendes som rigtig. Pri- serne paa Sølvet var i den første Halvdel af det 19. Aarhundrede dalet saa meget, at Forholdet imellem Guld og Sølv kunde sættes som til 1-16,12, Følgen heraf blev, at den væsentligste Cirkulation i Frankrig besørgedes af Sølv; thi naar man udenfor Frankrig for et Kilogram Guld kunde faa over 16 kg. Sølv, betalte det sig selvfølgelig at indføre dette Sølv til Frankrig og forlange det vekslet i Guld, hvorved man kun behøvede at anvende 15% kg. Sølv for at faa 1 kg. Guld, der paany i Udlandet kunde indbringe over