Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund

82 i Omløb, vilde de indiske Varepriser stige. Dette skete ikke, idet de udmøntede Sølvrupier meget hurtig gik til det indre af Landet og her ligefrem blev ophobede i de indiske Fyrsters Skatkamre. Da Priserne paa de indiske Produkter særlig Ris og Hvede saa- ledes ikke blev paavirkede af det indstrømmende Sølv, vil man forstaa, at europæiske Handlende, der for Guld i Europa fik stedse stigende Kvanta Sølv, med stor Fordel kunde anvende dette Sølv til Køb i Indien, og Følgen blev da, at det europæiske Landbrug fik paaført en saadan Konkurrence, at det Aar igen- nem befandt sig i en Krise-Tilstand. For Norditalien var denne Import af oversøisk Korn ligefrem ødelæggende. Samtidig med den indiske Konkurrence, der blev saa meget mere følelig, som Suezkanalen just var blevet aabnet for Tra- fiken i Slutningen af 60erne, kom nu (paa Grund af Dampskibs- fartens Udvikling) en ny Konkurrent op paa Landbrugsproduk- ternes Omraade, nemlig det sydlige Amerika. Selv om alle disse Forhold og Følgerne af dem vanskeligt kunde overses,, saa længe man befandt sig midt i dem, havde man dog en Følelse af, at de faldende Priser maatte staa i meget nær Forbindelse med Indførelsen af Guldmøntfoden, og Hadet vendte sig ganske naturlig en Tid lang imod denne. De Folk, der Verden over spe- kulerede i en dobbelt Møntfod fik derved i de europæiske Agrarer en mægtig Forbundsfælle. Fra Landmændenes Side blev det i Almindelighed gjort gjæl- den de, at Priserne for deres Salgsprodukter vilde have været ad- skillig højere, saafremt man havde bibeholdt Sølvmøntfoden. Men dette vilde dog kun have medført en ret tvivlsom Fordel, idet man maatte gaa ud fra, at naar Priserne paa Landbrugsprodukterne udtrykt i Sølv var blevet højere, saa maatte naturligvis ogsaa alle andre Priser sættes saa meget højere. Landmændene sagde nu ganske vist hertil, at adskillige af deres Udgifter ikke vilde være steget i samme Grad, da de var af en fast og uforanderlig Karakter, saaledes Skatter, Prioritetsrenter og Arbejdsløn; men man spørger uvilkaarlig, hvorledes det skulde kunne tænkes, at saavel Staten som de Prioritetsejere, der kunde opsige deres Prio riteter, og endelig ogsaa Arbejderne skulde finde sig i nominelt at nøjes med de samme Indtægter, naar alle andre Priser gik i Vejret. Naar Enkeltmøntfoden trods de Fordele, som Dobbeltmønt- foden maa siges at have, særlig i Retning af at bevare et nogen-