Penge
En populær fremstilling af pengenes tilblivelse og virken i nutidens samfund

85 imidlertid kun til at omfatte Frankrig, Belgien, Italien, Schweiz og sénere Grækenland. Det var ikke saaledes at forstaa, at man i de forskellige Lande skulde udmønte de samme Penge, men man aftalte, at de Hovedmønter, der blev prægede, skulde kunne cirkulere i alle de interesserede Lande, og man udmøntede sine Hovedmønter i Stykker, der i Værdi svarede nøje til hinanden. Senere har Spanien, Rumænien, Serbien og Belgien antaget et lignende Møntsystem uden formelt at tiltræde Møntunionen. Indenfor Møntunionen opretholdtes det tidligere Forhold imel- lem Guld og Sølv — 15,5:1 — idet de udmøntede 5-Francs-Stykker af Sølv skulde gælde som et ligesaa lovligt Betalingsmiddel som Guldmønter. De interesserede Lande kunde imidlertid ikke føre Tanken igennem om en fri Udmøntning baade for Guld og Sølv, idet den fri Sølvudmøntning allerede i Aaret 1873 maatte ind- skrænkes, saaledes at man fik et Møntsystem, der hverken var et rent Dobbeltmøntsystem eller Enkeltmøntsystem, hvorfor det ogsaa almindeligvis blev kaldet den haltende Møntfod. Grunden til dette Forhold maa søges deri, at da Tyskland som en Følge af Guldmøntfodens Indførelse i 1873 indførte store Mængder Guld og derved overflødiggjorde en stor Del af det hidtil cirkulerende Sølv, begyndte Prisen paa Sølv at falde. Frankrig nærede nu med Rette Frygt for, at den yderligere skulde falde og Guldet dermed drages ud af Landet, hvorfor man ved et Dekret af 1873 forbød Mønt- værkstederne at udmønte Sølv for Private. Tilstanden er altsaa herefter den, at den fri Sølvudmøntning er udelukket, medens Betaling fremdeles kan ske saavel i Guld- som Sølvfemfrancs- stykker. For Tyskland har man iøvrigt ogsaa kunnet tale om en hal- tende Møntfod; thi medens man i Frankrig som nævnt blev bange for, at Sølvet i alt for høj Grad skulde strømme til og tage Over- haand i Omsætningen, blev man i Tyskland, da man i 1873 be- stemte sig til at gaa over til Enkeltmøntfoden, ængstelig for, at alt- Sølvet skulde strømme bort og Guldet ikke være tilstrækkeligt til at bestride de fornødne Omsætninger, hvorfor det ved selve Mønt- loven bestemtes, at den cirkulerende Taler af Sølv, som tidligere, skulde være lovligt Betalingsmiddel til ethvert Beløb i ligesaa høj Grad som Guld. I Tyskland har man nu aldrig haft noget videre Indtryk af den haltende Møntfod, idet der praktisk taft aldrig er foretaget større Udbetalinger i Sølvtalere. Derimod har Sølvet i Frankrig spillet en ret betydelig Rolle, idet Bank de France,