Studier Over De Danske Søers Plankton

116 PROTOZOA. ser jeg ikke, at man kan være berettiget til at opretholde det store Arts- og Varietetsantal. Vort hele Kend- skab til Dinobryum-Alterne kan resumeres i følgende Ord: Slægten Dinobryum er lokalt overordentlig stærkt varierende, og der er al Grund til at tro, at den ligesom mange andre Planktonorganismer tillige varierer temporalt, følgende de store Fælleslove for disse Organismers temporale Variation. Idet vi i Øjeblikket er ude af Stand til at holde de mere faste, nedarvede Karakterer ude fra saadanne, som omformes af ydre Faktorer, savner enhver yderligere Sønderdeling af Begrebet Dinobryum egentlig videnskabelig Begrundelse. Foreløbig bør man dog vistnok bibeholde de to gamle Hovedformer, D. »sertularia« og »stipitatum«; senere Forf.s talrige Arter er væsentlig opstaaet ved Sønderdeling af disse; jeg har formodet (00 p. 615), at D. stipitatum er en Sommerform af D. divergens, men anser det for rigtigst foreløbig at holde de to Former ude fra hinanden. Vore Søer viste sig saa mærkelig fattige paa Dinobryer, at de projekterede variationstatistiske Under- søgelser paa Grund af Mangel paa Materiale ikke lod sig gennemføre. Udenfor Tiden 15. April—15. Juni har Dinobryerne overall været saa sjældne, at det har været umuligt at skalle Materiale til Veje til Maalinger. Jeg anser det for givet, at jeg i Prøverne har haft Former for mig, der at andre Undersøgere vilde blive betegnede som D. sociale Ehr., cylindricum Imh., divergens Imh.; men da jeg intet ved om, hvor vidt disse Former mulig kun er Temporalvariationer, ser jeg foreløbig bort fra dem. D. »sertularia« Ehr. og »stipitatum« Stein. Tab. II, Fig. 22, mrk. Hvilecysterne, Tab. IV, Fig. 45. Ehrenberg 38. Tab. 8, Fig. 8; Stein 78. Tab. 12, Fig. 5. Furesø. D. sertularia lindes kun i et enkelt Eks. i Prøven 01 8/4 Tp. 1 og vedbliver at være sjælden til 27/5 Tp. 14, da Arten pludselig i uhyre Mængde optræder som Planktonets Hovedform; allerede paa dette Tidspunkt findes mange Kolonier med Cyster; 7/6 Tp.16 er Arten næsten forsvunden fra Overfladen, paa c. 20 M. stod den dog endnu, men kun som tomme Buske rigt forsynede med de mørktfarvede Cyster; indtil 16/11 Tp. 4 findes stadig enkelte Eks. I 02 findes et enkelt Eks. af D. s. 23/3 Tp. 1; den er yderst sjælden til 21/s Tp. 9, da Antallet begynder at stige; sit store Maks. har den 17/e Tp. 14, men er sjælden i Prøverne u/7 Tp. 14 og 3/8 Tp. 15. D. stipitatum findes i en Del Eks. 01 27/s TP- 14 °g 7/ß TP- 3°/ß Tp’ 18 er Arten næsten forsvunden; i 02 er stipitatum set i en Del Sommerprøver. Sorøsø. D. sertularia er paavist i et enkelt Eks. 01 5/5 Tp. 10; 2G/5 Tp. 13 findes den pludselig i aldeles uhyre Masser, der gør Vandet grødet og gulgrønt; enkelte Individer har Cyster; 3/7 Tp. 21 er den stærkt aftaget og findes fra da af kun enkeltvis til 18/u Tp. 7. I de fleste Prøver forekommer D. stipitatum, men i underordnet Mængde. I 02 optræder D. sertularia med en Del Eks. 24/3 Tp. 1; den har sit Maks. 1G/5 Tp. 7 og findes derpaa stadig i en Del Eks. endnu 27/7 Tp. 16. D. stipitatum forholder sig som i 01. Dinobryerne synes ganske al mangle i Esromsø og Viborgsø; i de øvrige Søer er de kun paaviste i ganske enkelte Eks. og særlig i Foraarstiden. Ved Damundersøgelsen 98 paavistes Dinobryerne i alle Dammene, dog sjælden i større Mængde. Maks. laa altid i Forsommeren. I Gentoftesø paavistes i Juni 01 el kolossalt Maks.; Vandet var gulgrønt. M. H. t. Dinobryernes Optræden i vore større Søer lægger man Mærke til, at de helt mangler eller dog er yderst sjældne i ikke mindre end 7 af de undersøgte Søer. I de to Søer, Furesø og Sorøsø, hvor Dino- bryerne optræder i større Mængde, er de skarpt begrænsede til Foraarsmaanederne. I begge Søerne indtraf Maks. i de to lagltagelsesaar c. 15/5 og varede til c. 1IG; begge Steder begyndte Maks. mærkelig pludseligt og tog lige saa pludseligt af. I de c. 14 Dage, det varede, dominerede Dinobryerne over alle andre Plankton- organismer. Jeg har Indtrykket af, at Hovedmassen af Dammenes og Smaasøernes Dinobryer nærmest falder ind under Begrebet D. sertularia, og at stipitatum særlig optræder i Søer. Lignende Resultat er allerede Zacharias (98 b. p. 105) kommen til. Dinobryernes geografiske Udbredning er overordentlig stor; de er paaviste af A. Cleve (99 p. 834) i lap- landske Søer, særlig Virijauresøen; denne Sø, der endnu i Juli delvis var islagt, havde kun faa Dinobryer i den vestlige endnu isfyldte Del, hvorimod Mængden tillog i den sydøstlige, hvor Isen var optøet. De er