Studier Over De Danske Søers Plankton

PROTOZOA. 117 endvidere fundne af Garbini (98a. p. 673) o. a. i de norditalienske Søer og i øvrigt vistnok de fleste Steder, hvor Planktonundersøgelser er bleven anstillede. De hører til Hovedformerne i højtliggende alpine Søers Plankton (Zschokke 00 p. 294), Pitard (97a. p. 516), Imhof (87 p. 121). M. H. t. Periodiciteten lyder Meddelelserne mere afvigende end for nogen anden Planktonorganismes Vedkommende. Efter Apstein (96 p. 147) har D. divergens i Pionersøerne et Maks. i Maj—Juni, hvorpaa Arten langsomt forsvinder; D. stipitatum har et Maks. i Maj—Juni og et i Aug. I Følge forskellige Angivelser hos Zacha- rias fremgaar det, at Arterne i Tiden fra Maj—Juni til Aug. kommer og forsvinder, og at navnlig et stort Foraarsmaks. lader sig paavise. I Neuchatelersøen havde Dinobryerne efter Fuhrmann (00 p. 94) et stort Maks. i Maj, hvorpaa de uden at opnaa flere Maks. holdt sig til Sep. I Katzensee mener Amberg (00 p. 48) at have iagttaget ikke mindre end 4 Maks. hidrørende fra D. divergens. I Valloxensø har D. stipitatum i Følge Borge (00 p. 9) Maks. i Juni. I Ziirichersøen har Asper og Keuscher (85—86) paavist Maks. i Maj og Sep. for D. divergens og elongatum, men C. Schröter (97) nævner aldeles ikke Dinobryerne i Züricher- søen. I Følge de fleste Forf. forsvinder de i Vinterhalvaaret, men de er dog fundne perennerende i Katzensee af Amberg og synes efter Waldvogel (00 p. 50) ogsaa at være det i Lützelsee. Ved at sammenligne de forskellige Litteraturangivelser faar man dog nærmest Indtrykket af, at Dinobryerne overalt overvejende hører Sommerhalvaaret til og har deres største Maks. i Maj—Juni (Tp. 12—14) samt undertiden et Efteraarsmaks. i Sep. I Tiden fra Juni lil Sep. kan der i øvrigt indtræffe mindre Maks. □: at rimeligvis ydre os ikke nærmere kendte Faktorer kan virke inciterende paa den Livlighed, hvormed Celle- og dermed ogsaa Kolonidelingen foregaar. Lemmermanns Opfattelse (00 Z. p. 519), at Dinobryerne særlig er periodiske i dybe Søer, men snart perennerende og snart periodiske i mindre, lave Søer, er muligvis rigtig. Apstein (96 p. 149) og Zacha- rias (99 b. p. 72) søger i Temperaturforhold og i den større Adgang lil saprofytisk Ernæring Aarsagen til, at Dinobryerne kan optræde perennerende og i uhyre Mængder i Smaadamme. Jeg formoder, at disse Forf. heri har Ret, og at navnlig Zacharias med Hensyn til den saprofytiske Ernæring har grebet et meget rigtigt Punkt. Lemmermanns Betragtninger (00 l. p. 520) synes mig ikke at kunne afkræfte Zacharias’ og Apsteins Opfattelse. Waldvogel (00 p. 50) mener at have gjort den interessante Iagttagelse, at D. sertularia i Aarets Løb snart optraadte som Kolonier, snart enkeltvis, og fremhæver udtrykkelig, at dette Forhold ikke, skyldtes Transporten; en lignende Iagttagelse har jeg gjort for Sorøsøs Vedkommende, men har givet Transport og Konservering Skylden gaaende ud fra, at hverken D. sertularia eller D. divergens normalt kan optræde uden i Kolonier. Synura. Af denne Slægt er der kun beskrevet een Art, S. uvella. Zacharias (97a. p. 5) beskriver en mærkelig Form, Actinoglena Klebsiana, der, hvad Koloniens og Individernes Udseende angaar, minder om Synura-, den skal dog være udstyret med glasklare, tynde Naale, der skal bestaa af Kiselsyre; Individerne manglede Svingtraade. Lemmermann viste (99 p. 110), at dette sidste var fejlagtigt, og henførte derpaa Formen til Synura som S. Klebsiana-, han udtaler i øvrigt som Formodning, at disse Naale ikke er konstante Dannelser, og at Arten i saa Fald maa stryges. Lauterborn har (99 p. 383) genfundet Actinoglena og mener ligesom Lemmermann uden, som det synes, at have undersøgt den nærmere, at den bør henføres til Synura; den skal efter Lauterborn udfylde Kløften mellem Synura og den mærkelige Chrysosphærella, som jeg ikke selv har iagttaget. 5. uvella Elir. Blochmann 95. Tab. IV, Fig. 125. 5. u. optræder om Foraaret i alle de undersøgte Søers littorale Region og kan i afspærrede lave Partier lindes i store Mængder; den forslaas ofte, navnlig i Foraarstiden, ud i den pelagiske Region, men hører