Studier Over De Danske Søers Plankton
Forfatter: Dr. C. Wesenberg-Lund
År: 1904
Forlag: Nielsen & Lydiche
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 223
UDK: 57:(28) (489)
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
138
VERMES.
Søformerne har alle deres Maks, ved Vandets højeste Tp.; Damformernes Maks. er hyppigst paavist i
April—Maj; et Maks, i Sep.—Okt. er for disse Formers Vedkommende derimod ikke paavist.
Kendskabet til Forplantningsforholdene har hidtil været meget ringe. Seksualper. og Hanner er ukendte
hos Søformerne; hvad Damformerne angaar, har de ligeledes været ukendte; jeg har paavist begge hos
Ascomorpha agilis, Notops hyptopus og Sacculus viridis; Hannerne vil senere blive beskrevne.
Af Æggene kendes hovedsagelig kun Sommeræggene; disse bæres af Sacculus, men alle de øvrige afsætter
dem enten paa andre Planktonorganismer eller har pelagiske Æg udstyrede med Svæveapparater (Ploesoma
Hudsoni).
Gastropus.
Slægten indbefatter to Arter, G. minor Rousselet (Damform) og G. stylifer Imh.
G. stylifer Imh.
Weber 98. PI. 24, Fig. 14.
G. s. er paavist i alle de undersøgte Søer; den viser sig i Slutningen af Maj Tp. c. 14 og forsvinder igen i Okt.—
Nov. Tp. c. 11—7; den har sikkert sit Maks. og sin Seksualper. omtrent ved Vandets højeste Tp., men da Mængden,
hvori Arten er optraadt i alle vore større Søer, altid har været meget ringe, er de ikke blevet paaviste.
Ved Damundersøgelsen 98 paavistes G. s. i Frederiksborg Slotssø og i Dammene 6-7-8 og 9 ø: alle Damme
med centrale vegetationsfrie Partier. Da flere af disse Damme er ganske smaa og kun 1—2 M. dybe, er det
indlysende, at det ikke er Vandmassens Størrelse, men kun en v.egetationsfri Hade, der er en af Hoved-
betingelserne for dens Trivsel. G. s. viser sig ogsaa lier i Maj og forsvinder Okt.—Nov. Maks. falder overalt
i Juli og Begyndelsen af Aug., men heller ikke her er det lykkedes mig at paavise Seksualper. Arten er i
øvrigt funden i talrige jydske Hedesøer og Smaasøer i Silkeborgterrainet, hvor den 98 27/7 optraadte med et
stort Maks.; i Slutn. af Maj var den aim. i Madumsø og i Store Øxesø nær Aalborg.
Maks. falder gerne sammen med Ceratium hirundinellas; den lever for en Del af denne, men i øvrigt
ikke saa udelukkende af Flagellater som dens Slægtninge; den gør ogsaa Jagt paa Anuræer og Brachioner,
som udsuges, og hvis Skaller derpaa bortkastes.
H. s. er lidet varierende; dog maa det fremhæves, at de større Søers Individer gennemgaaende er større
end Smaasøernes; den Farvepragt, som har gjort Dyret berømt, er særlig fremtrædende i Smaasøer og Tørve-
moser med brunt Vand; Individer fra større Søer er som oftest mere hyaline.
Bevægelsen er den for hele Familien aim., langsomme Rotering om Hovedaksen; naar Zacharias (93
p. 25) siger, at den under Svømningen altid vender Bredsiden til, da er dette kun Tilfældet i Vanddraaber,
der er saa smaa, at den ikke kan faa Plads til at vende sig, eller naar et paatrykt Dækglas hindrer normal
Bevægelse. Æggene, som jeg ikke selv har set, afsættes, saafremt det er Sommeræg, paa andre Plankton-
organismer (Uroglena, Dinobryon) ; Hvileægget, der overall og paa hele sin Overflade er beklædt med Børster,
er derimod pelagisk (Laut er born 98 p. 180).
Arten har en meget vid geografisk Udbredelse; den er dog ikke paavist i Grønland, hvor derimod dens
Slægtning G. minor er funden (Bergendal 92 p. 45).
Alle Forf. angiver, at Artens Maks. falder i Juli—Aug.: Pionersøerne Zacharias (93 p. 26); Ziirichersøen
Burckhardt (00 p. 124); Oberrhein Lauterborn (98 p. 174); den er i større Søer kun Sommerform, men
i Smaasøer og Damme paastaar Lauterborn (98 p. 174 og 94«. p. 392) samt Zacharias (99 b. p. 66). at
den er perennerende.
Ploesoma.
Weber har (98 p. 732) fortræffelig udredet de til Slægten Ploesoma hørende Arters meget indviklede
Synonymi og Bibliografi; jeg formoder dog, at Weber har bibeholdt vel mange Arter (P. lynceum Ehr.,
P. truncatum Levander, der i øvrigt menes al være genfunden af Fuhrmann 00 p. 90 i Neuenburgersøen
og af Burckhardt 00 p. 124 i liere Schweizersøer, P. molle Kellicott). Den tæller tre sikre Arter: P. lenti-