Studier Over De Danske Søers Plankton

VERMES. 147 en Form, A. tecta, der ganske mangler Bagtorn; hos den anden Række besættes Panseret i stadig stigende Grad med smaa, ophøjede Punkter, hvoraf til Slutning stærkt tornede Individer fremgaar. I den tredie Række foregaar der en stadig Forskydning af de enkelte Felter i Rygpanseret, idet den Køl, der hos de to foregaaende Rækker skiller Carinalpladerne ad og løber lige gennem Legemets Midtlinie, indenfor denne tredie Gruppe viser et Knæk, fordi den højre forreste Karinalplade skyder sig nedad, hvorved Kølen bøjes til venstre; derved opstaar et Rum, hvor der dannes en ny Plade, hos L. betegnet som X. Lauterborns Undersøgelser er, saa vidt vides, anstillede i lave, mer eller mindre tilgroede Smaasøer og Damme, ikke i større Søer paa 10—40 Kvadratkil. med Maksimaldybder paa 20—40 M. Ved mine i 98 anstillede Damundersøgelser havde ogsaa jeg iagttaget de to første Variationsrækker; den tredie havde jeg derimod ikke haft Øje for; senere har jeg i 01 efter Modtagelsen af L.s Arbejde forvisset mig om dens Til- stedeværelse, men har i øvrigt ikke nærmere undersøgt den. I April var Stamformen den typiske i alle 12 Damme. Rækken hispida viste sig først i Juni—Juli, var almindeligst ved Vandets højeste Tp. og var igen forsvunden i Nov. Rækken tecta opstod ligeledes i Maj — Juni og var i nogle Damme talrig om Sommeren, men fortrængte aldrig ganske Stamformen; i nogle Damme tog den af hen imod Vinteren, men i andre holdt den sig og var f. Eks. meget talrig i Frederiksborg Slotssø. Naar Lauterborn derfor erklærer A. tecta for særlig Sommerform, falder Resultatet af mine Undersøgelser paa dette Punkt ikke ganske sammen med hans. De i Søerne optrædende A. cochZearzs-Individer er langt mindre varierende end Dammenes; hidtil har jeg i disse intet set til A. hispida- eller til irrigiilaris-Rækken; A. tecta er derimod funden i Silkeborgsøerne, oftest som Sommerform, men aldrig i Antal, som overgik den typiske Form. Søformerne af A. cochlearis staar i det hele med et eget Præg overfor Damformerne; de er lysere af Farve, er aldrig brungule og har som oftest en lang, undertiden meget lang Bagtorn. Jeg betvivler, at man paa Søformer kan paavise den ovenfor omtalte i forskellige Retninger gaaende Temporalvariation, og formoder, at naar man i større Søers Plankton finder Slutstadierne af disse Variationsrækker, har man her snarere med Materiale at gøre, der med Tilløbene er tilført Søerne, end med Former, hvis Begyndelsesstadier skulde stamme Ira større Søers pelagiske Region. Det var denne Regions langtornede, hyaline A. cochlearis-Former, der fik Imhof til at opstille sin Art, A. longispina (83 p. 470); m. H. t. den ualmindelig stærke Lokalvariation henvises i øvrigt til Weber. Artens Udbredelse er overordentlig stor; den er Kosmopolit i videste Forstand; selv har jeg taget den i Lagunen paa Jan Mayen, og i højtliggende Alpesøer hører den til de almindeligst forekommende Rotiferer (Zschokke 00 p. 295). Periodiciteten angives noget forskelligt hos de forskellige Forf., dog er næsten alle enige om, at Arten er perennerende, men de store Maks. falder i de forskellige Søer øjensynlig til enhver Tid fra 15. April til 15. Okt Om Seksualper. synes man hidtil ingen Oplysninger at have haft. Anuræa aculeata Ehr. Tab. I, Fig. 2. Weber 98. Tab. 25, Fig. 1—3, 7 og 10—11. A. a. hører ligesom A. cochlearis til vore større Søers almindeligste Rotiferer, men er dog næppe en helt saa konstant Beboer af disses pelagiske Region som denne. Som oftest findes den kun i ringe Mængde og spiller aldrig nogen dominerende Rolle. Dens Maks. falder i de undersøgte Søer saaledes, som omstaaende Schema (p. 148) viser. Det fremgaar heraf,, at i de fleste Søer indtraf Maks. 01 c. 15/5 ved Tp. c. 8—13; i 02 faldt det omtrent samtidigt og ved lignende Tp.; mærkeligt er det tidlige Maks. ved Tp. 4 19/4 i Sorøsø. Jeg har for denne Arts Vedkommende i de større Søer hverken i 01 eller 02 kunnet paavise nogen Seksualperiode; heller ikke i 98 blev en saadan paavist; det kan, hvad denne Art angaar, ikke siges, hvor vidt den i større Søer er mono- eller dicyklisk. 19*