Studier Over De Danske Søers Plankton

162 ARTHROPODA. Eks. fra er unge Hunner uden Æg; i de følgende Prøver indtil 5/9 findes Hunner med 2—3 Æg, og Mængden af Yngel tiltager stadig. J/9 optræder talrige Hanner og enkelte Hunner med Hvileæg; begge findes endnu 3%, men fra 15/10 overvejende Hunner uden Æg samt enkelte Hanner. I). 1. forholder sig altsaa med Hensyn til Periodicitet og Forplantningsforhold ganske som foregaaende. Ogsaa denne Art var i hele Sommertiden væsentlig et Overfladedyr; Eks. fra 3% og 15/10 stammer derimod alle fra 20—25 M. Anomopoda. Anomopoda indbefatter de 4 Familier: Daphnidæ, Bosminidæ, Lyncodaphnidæ og Lynceidæ. Til de to først- nævnte hører vore Søers vigtigste Planktondaphnier; alle Lyncodaphniderne er udprægede Bund- og Dam- former, der ikke vedkommer os her, og af Lynceiderne kan kun en eneste Art siges at være Planktonorganisme i vore Søer. Daphnidæ. F'am. Daphnidæ tæller 5 Slægter: Daphnia med Underslægter, Scapholeberis, Simocephalus, Ceriodaphnia og Moina. Saa godt som alle de udprægede Planktondaphnider tilhører Slægten Daphnia, de øvrige Slægter er Dam- og Bredformer; en Del af disse danner sammen med visse Daphnia-Arter og Bosminerne den overvejende Del af det Samfund af Cladocerer, der træffes i Smaasøernes vegetationsfri, centrale Partier; dette gælder navnlig Ceriodaphnia. Saavel af denne Slægt som af Scapholeberis har der fra en enkelt Art udviklet sig særlige Varieteter, der mærkelig nok optræder som udprægede Planktonorganismer endog i meget store Søer. Lutz har saaledes i Følge Stingelin (95 p. 211) i Brienzersøen opdaget en meget konstant Varietet af Scapholeberis mucronata O. F. M., nemlig var. longicornis, med meget langt Horn; den blev senere af Stingelin (95 p. 211) genfunden pelagisk i Sarnersøen; var. cornuta er efter Lilljeborg (00 p. 155) særlig karakteristisk for større Søer; ogsaa i Vierwaldstådtersøen har Burckhardt (00 p. 146) paavist en S. mucronata, men betoner dog, at det ikke er nogen ægte pelagisk Form; den skal her være monocyklisk, mangle om Vinteren og have en Seksualperiode om Efteraaret; i mindre Vandmasser er Arten i hvert Fald dicyklisk, muligvis polycyklisk. Medens 5. mucronata saavel i sin typiske Form som i var. cornuta er en i vore Damme og Smaasøer yderst alm. Form, har jeg aldrig set den i større Søers pelagiske Region; var. longicornis synes særlig at optræde i alpine Søer. Om S. m.’s Forhold Lil »the surface film« cfr. Scourfield (96 p. 1 og 00 a. p. 309). Daphnia. Det er en velbekendt Sag, at Arterne af Slægten Daphnia varierer overordentlig stærkt. En Del Arter træffes i lave, plantebe\ oksede Damme, i lørvemoser og ved Bredderne af større Søer, andre er udprægede 1 lanktonoiganismei, hjemmehørende i de store Søers centrale Partier. Af de nyere Undersøgelser synes det at fremgaa, at skønt Variationsevnen kan være ret fremtrædende hos Arter, der særlig lever i Smaasøer (f. Eks. D. pzz/eæ-Gruppen, D. longispina O. F. M.)> er den dog langt større hos de udprægede Planlon- organismer (I), hyalina Leydig, D. (Hyalodaphnia) cucullata G. O. Sars). Først gennem de seneste Tiders Planktonundersøgelser har man faaet noget nærmere Kendskab til disse Planktondaphnier, deres Varieringsevne, indbyrdes Slægtskabsforhold og Levevis. Fælles for dem alle er den store Hyalinitet og ringe Størrelse (1—2 Millim.); Øjet er temmelig lille, og de enkelte Krystallinser rager frit frem af Pigmentet; Pigmentpletten er svagt udviklet og synes i mange Tilfælde ganske at mangle, Bagkropskløerne er, paa en enkelt Undtagelse nær, ikke udstyrede med Torn- besætning (»dents secondaires« Richard 96 p. 191), og Antallet af Torne paa Bagkroppens Bagrand er ringe. Legemets ydre Konturer er underkastede den videst mulige Variation, navnlig m. H. t. Hovedets Form saml Spina’s Stilling og Længde. Ægantallet er i Aim. meget ringe, 1—3. Endvidere kan tilføjes, at de hidtidige Undersøgelser har bragt det Resultat, al Hanner og Ephippie-bærende Hunner er meget sjældne, og at det derfor synes, som om disse Former ganske væsentlig forplanter sig acyklisk (Birge, Burckhardt o. a.).