Studier Over De Danske Søers Plankton

ARTHROPODA. 195 I ingen af de to Søer viser D. gracilis en saa stærk vingeformet Udvidelse af de ovennævnte Segmenter som i de jydske Søer, og ligesom Brady har jeg fundet, at den ovennævnte Børste ikke altid kan betragtes som afgørende Kriterium m. H. t., hvilken Art man har for sig. I dette Arbejde har jeg betegnet Furesøens Diaptomus-Individer som I), gracilis, Tjustrupsøs som graciloides og i disse Søer ikke forsøgt at holde de to Arter ude fra hinanden. Grunden hertil har været følgende. Saafremt /). gracilis og 1) graciloides kun lod sig skælne fra hinanden ved, at den ovennævnte Børste hos den ene var dunformet, hos den anden haarformet, vilde det i de Tilfælde, hvor begge Arter forekommer i samme Sø, være umuligt for Planktonundersøgeren at udrede de to Arters Forplantningsforhold og øvrige .Levevis. Man maatte nemlig i saa Fald først og fremmest efter Børsten sondre Individerne i to Grupper, en med haarformet og en med dunformet Børste; men da en Oversigt over de to Arters indbyrdes Hyppighed, deres Forplantningsforhold o. s. v. i hver enkelt Prøve ikke kunde erhverves, med mindre hver Gruppe talte adskillige Hundrede Eksemplarer, vilde Undersøgeren komme til at staa overfor et Arbejde, der langt over- steg hans Kræfter. ' Her som saa ofte tør Planktonundersøgerne ikke udelukkende fæste Blikket paa den afgørende systema- tiske Karakter, men maa særlig rette sin Opmærksomhed paa Bygningsforhold, der, skønt af ringere systematisk Værdi, er saa iøjnefaldende, at de uden større Vanskelighed lader sig anvende til hurtigt at skælne vedkom- mende Former fra hinanden. I dette Tilfælde maa han tage Kending af sidste Forkropssegments og første Bagkropssegments Bygning. Undersøgelsen viser nu, at denne hos 7). gracilis afhænger af den Ægmængde, Hunnen bærer, idet begge Segmenter er stærkest udvidede hos Hunner med et stort Antal Æg; da vi endvidere vil faa at se, at Ægantallet i Diaptonuis-Flokkene paa ethvert givet Tidspunkt af Aaret nogenlunde er det samme, men forskelligt til de forskellige Aarstider, mindst om Sommeren, størst i det tidlige Foraar, følger heraf, at disse Bygnings- forhold kun i en Del af Aaret kan anvendes til at holde de to Arter ude fra hinanden, men desværre ingen- lunde til enhver Tid; om Foraaret, naar 1). gracilis er udstyret med de meget store, vingeformede Udbredninger paa sidste Forkropssegment, kan 1). gracilis og graciloides altid ved første Øjekast skelnes fra hinanden, men hele Sommeren og en stor Del af Efteraaret, da der af begge Former overvejende kun findes unge Dyr eller Hunner med ringere Ægantal, kan disse Arter alene paa Bygningen af de to Segmenter ikke med Sikkerhed adskilles. Der gives dog en Karakter, som Systematikeren maaske neppe vil godkende, men som for Plankton- undersøgeren ikke er uden Betydning, naar de to Arter skal udsondres af Planktonprøverne. Undersøgelsen viser, at Ægantallet altid er større hos D. gracilis end hos D. graciloides; hos 7). gracilis er det om Foraaret 20—30, om Sommeren 7—10, om Efteraar og Vinter 10—12; hos graciloides er det derimod henholdsvis 12—16, 1—4 og 5—6. Ved Hjælp af denne Forskel kan man til alle Aarstider vel holde de to Arters køns- modne og ægbærende Hunner ude fra hinanden, men Hanner og navnlig Yngel frembyder jo derfor ikke færre Vanskeligheder. For Tjustrupsøs og Furesøens Vedkommende har jeg i April—Maj kunnet overtyde mig om, at den langt overvejende Del af Diaptonuis-Flokkene i førstnævnte Sø dannes af 1). graciloides, i sidstnævnte af D. gracilis; i Overensstemmelse hermed er Tjustrupsøs Diaptonuis betegnet som D. graciloides og Furesøs ved D. gracilis, men det bemærkes udtrykkeligt, at der om Sommeren i Furesøen optræder Individer, som vistnok hører til graciloides, og i Tjustrupsø enkelte, der hører til gracilis. Navnlig er det for Furesøens D. gracilis abnormt ringe Ægantal vel egnet til al drage Bestemmelsens Fuldstændighed i Tvivl. Naar jeg alligevel tror, at jeg overvejende har truffet det rette, er det, fordi D. gracilis og graciloides kendelig afviger fra hinanden baade i Henseende til deres Forplantningsforhold og deres Maks.’s Beliggen- hed; det viser sig nu, at Furesøens Diaptonuis i saa Henseende overvejende forholder sig som D. gracilis, Tjustrupsøs næsten ganske som D. graciloides.