Studier Over De Danske Søers Plankton

CYANOPHYCEÆ. 57 Saaledes optræder Chroococcus limneticus i 5 Søer, men kun dominerende i Mossø; Polycystis i 8, kun dominerende i Viborgsø, Lyngbya limnetica i 7, kun i en, Oscillatoria rubescens i 7, kun i 2, Anabæna /los aquæ i 9, kun i 3, samt Aphanizomenon flos aquæ i 8, men kun dominerende i 2. 3. Ved Undersøgelsen er ikke paavist nogen Sø, hvor et særligt stort Antal Cyanophyceer opnaar betyde- lige Maks. Sorøsø og Tjustrupsø har overhovedet ikke nævneværdige Cyanophyceemaks.; Esromsø og Haldsø har hver et, i begge Tilfælde A. flos aquæ, Furesø tre, Lyngbya limnetica, A. flos aquæ og Oscillatoria rube- scens, Mossø to, Chroococcus limneticus og Coelosphærium, Julsø lo, Coelosphærium og Aphanizomenon, Skan- derborgsø fire, Coelosphærium, Lyngbya bipunctata, limnetica og Oscillatoria rubescens, og Viborgsø tre, Coelo- sphærium, Polycystis og Aphanizomenon. Ingen af de fire Maks. i Skanderborgsø hører dog til de betydeligste. 4. Størrelsen af de Maks., som de enkelte Cyan, opnaar i vore Søer, er meget forskellig. Del højeste Maks. opnaas ubetinget af Aphanizomenon i Viborgsø og Silkeborgsøerne ovenfor Saltenaa, særlig i Salten-Langsø. Ogsaa Oscillatoria rubescens’ Maks. i Furesø er meget stort og langvarigt. Store, men meget kortvarige Maks. opviser Lyngbya limnetica i Furesøen, Gloiotrichia i Thorsø og rime- ligvis Chroococcus limneticus i Mossø samt A. flos aquæ i Haldsø. Mindre Maks. naas af Polycystis og Coelosphærium. Kun ubetydelige og kortvarige Maks. findes hos A. spiroides og macrospora; i Smaasøer kan de dog opnaa større Maks. Dobbelt Maks. er her i Landet ikke med Sikkerhed paavist hos nogen Cyan. 5. De enkelte Cyanophycee-Arter opnaar ikke hvert Aar lige store Maks. i samme Sø. De store Maks. af Gloiotrichia, Lyngbya limnetica og Aphanizomenon i 01 i henholdsvis Thorsø, Furesø og Viborgsø samt Julsø lod sig aldeles ikke paavise i 02, og Arter, der som A. spiroides og macrospora op- naaede ret store Maks. i 01, optraadte 02 kun enkeltvis. Hvad er da Aarsagen til, at Cyanophycee-Arterne, skønt de findes i de fleste af de undersøgte Søer, kun opnaar deres store Maks. i et begrænset Antal af disse, og hvilke Forhold bevirker, at Størrelsen af disse Maks. kan variere saa stærkt fra Aar til Aar, at een Sø har Vandblomst, en anden ikke, og at Vandblomst- fænomenet i samme Sø ikke regelmæssigtvender tilbage hvert Aar? Fuldt ud kan disse Spørgsmaal vel ikke besvares, men nærværende Undersøgelse har dog tilvejebragt visse Momenter, som kan bidrage til deres Løsning, og som vi her nærmere skal omtale. Det fremgaar al 1, at for en ikke ubetydelig Brøkdel af Planktoncyan. Vedkommende (Aphanizomenon, Gloiotrichia, A. macrospora, A. spiroides, Polycystes) indtræffer Maks. ved Tp. 20—22. Alene heraf følger, at disse Former aldrig opnaar deres store Maks. i Søer, hvis Tp. kun undtagelsesvis stiger over 18° C. I Over- ensstemmelse hermed ser vi ogsaa, at disse Former kun kommer til Udvikling i lave, varme Søer (Viborgsø, Thorsø, Ørnsø, Salten-Langsø), hvor lp. i 01 i Aug. viste 20—22° C.; derimod mangler de ganske eller ud- vikles kun svagt i de dybe, kolde og klare Søer Haldsø, Esromsø, Furesø, Tjustrupsø, hvis højeste Tp. i de fleste Aar næppe overstiger 18—19° C., og som kun i meget varme Somre en kort Tid kan naa Tp. 20—21. I en af vort Lands dybeste og koldeste Søer, Almindsø, blev de i Aug., selv i den meget varme Sommer 01, aldeles ikke paavist. Selv i Silkeborgsøerne, al hvilke adskillige (Borresø, Brassø, Silkeborg-Langsø) ubetinget maa henregnes til de lave og varme Søer, synes de fleste af disse Cyan, ikke til Stadighed at kunne trives. Grunden hertil er rimeligvis den, at det Tidsrum, indenfor hvilket disse Søers Tp. er over 20—22, er for kort til, at i alt Fald Gloiotrichia Qg Anabænerne her kan opnaa deres store Maks.; vi har her med Former at gøre, som fordrer en saa høj Temperatur, at de kun kan eksistere i vore ganske smaa og lave Søer. Dette fremgik meget tydeligt af vore Undersøgelser i Silkeborgterrainet. Ovenfor har vi omtalt, at Aphanizomenons kolossale Maks. egentlig opstaar i den kun 4—5 M. dybe Salten-Langsø, hvorfra den gennem Saltenaa ledes ud i Gudenaaen og af denne føres ind i Silkeborg- De danske Søers Plankton. . 8