Studier Over De Danske Søers Plankton

DIATOMACEÆ. 71 Vi borgsø. F. c. er paavist i de fleste Prøver, men altid kun i enkelte Eks. Ha Id sø. F. c. er paavist i alle Prøverne; den er sjælden 01 30/1 Tp. 1 og umiddelbart efter Isløsningen 29/3 Tp. 2; 18/5 Tp. 10 har Arten et tydeligt Maks., aftager derpaa stærkt; et svagt Maks. viser sig 7/s Tp. 18, hvorpaa Arten er sjælden i hele Resten af 01 og i hele 02 lige til 3/5 Tp. 7, da Antallet atter begynder at stige; 30/g Tp. 8 findes et stort Maks., der i Prøverne n/6 Tp. 12, 19/c og 22/6 gaar noget nedad; Antallet stiger atter 27/6, og i Prøverne 3/7 Tp. 14, 9/7, 1G/7 lp. 14, 26/7 og 2/8 Tp. 15 optræder F. c. i saa kolossale Masser som i ingen anden hidtil kendt Sø. Ska nderbor gsø. F. c. er vel paavist i alle Prøver, men synes kun at have underordnet Betydning; et svagt Maks. viste sig 02 28/6 Tp. 18. Mossø. F. c. er set i alle Prøver og er muligvis en Hovedform i Søen; i Prøverne 01 20/5 Tp. 12 og 0'2 28/6 Tp. 16 havde Arten et betydeligt Maks., men optraadte ellers i ringe Mængde. Julsø. F. c. synes altid at være ret sjælden; et svagt Maks. lod sig paavise 02 30/6 Tp. 16. Ved Damundersøgelsen 98 blev Arten paavist i de fleste Damme, men sjælden i stor Mængde og væsentlig kun i Foraarsprøverne. Den er ogsaa andetsteds ofte paavist i Damme (Zacharias 98 6. p. 103). Det vil af ovenstaaende ses, at F. crotonensis er vidt udbredt her i Landet, at den paa de Heste Lokaliteter optræder perennerende, og at den til Tider kan danne, som oftest kortvarige, men meget betydelige Maks. Den er overordentlig sjælden i Vintermaanederne ved Tp. omkring Frysepunktet og optræder altid kun enkeltvis umiddelbart efter Isløsningen. Stigning i Antallet begynder først ved Tp. 5—6, c. en Maaned senere, hvorpaa et Foraarsmaks. indtræffer i Tiden 15/5—15/e Tp. 13—16; i Sorøsø faldt det noget før (01 5/s Tp. 10), men hørte op, da Dinobryernes store Maks. begyndte; i Esromsø 01 29/6 og Furesø 01 7/e var det meget betydeligt. Saa snart Tp. 18—20 naas, tager Antallet af, og i alle Sommermaanederne 01 var Arten temmelig sjælden. Om Efteraaret 01 ved Tp. c. 16 indtraf et nyt Maks. Furesø 7/9, Esromsø 12/8—30/9, Tju- strupsø 17/9; derpaa tog Arten overalt gradvis af. Undersøgelsens Resultater for 01 og 02 dækker hinanden ret godt; kun viser der sig i Sommermaanederne 02 en mærkelig Vaklen m. H. t. Individantallet; Arten er ligesom 01 ved at forsvinde c. 15/6, men idet Tp. paa Grund af den kolde Sommer ingen Steder stiger synderlig over Tp. 16, der synes at angive Grænsen for Artens Maks., udvikler der sig 02 sekundære Sommermaks., hvortil 01 intet Sidestykke frembyder. Disse Sommermaks., der mer eller mindre gik i Flugt med Foraarsmaks. (Furesø u/7, Sorøsø 7/6, Haldsø 3/7—2/8), kan være overordentlig store (Haldsø). Det synes, som om F. c. ikke kan trives ved Tp. 16—22; heraf resulterer, at Arten i de fleste af vore Søer og i de fleste Aar her i Landet faar et dobbelt Maks., et i Maj—Juni og et i Sep., begge knyttet til lp. 13—16; i særlig kolde Aar (02) kan de to Maks. omtrent naa hinanden og smelte sammen til et. Bortset fra Baandbredden var Artens Udseende gennemgaaende det samme overalt; kun fremhæves det, at Baandenes Længde var størst, naar Arten havde sit Maks., navnlig i Maj—Juni; hen paa Efteraaret blev Baandene mindre og mindre, og om Vinteren fandtes kun Brudstykker paa 5—20 Ind. Zacharias (95 cl. p. 140) har gjort en lignende Iagttagelse. F. c. kendes, saa vidt vides, ikke fastsiddende; Arten optræder altid pelagisk. I Ordningen af Olie- draaberne i to Rækker i Midtfeltet og i det kamformede Udseende, der fremkommer ved, at Midtstykket er bredere end de tynde Endestykker, tør man vistnok se Karakterer, Planktonlivet har medført. F. crotonensis er en overalt i Europa optrædende meget alm. Art, hjemmehørende saa vel i det mellem- europæiske Slettelands Søer som i Alpesøerne og de norditalienske Søer; at angive de talrige Findesteder for denne Art anses for unødvendigt; kun bemærkes det, at den tilsyneladende ikke gaar saa højt mod Nord som de øvrige Diatoméer. A. Cleve (99) omtaler den ikke fra de laplandske Søer, Borge (00 p. 8) kun fra Valloxensø og Holmboe (00) overhovedet slet ikke Ira de norske Søer. Saafremt Artens Maks. konstant ligger ved den angivne Tp. 13—16, er det jo muligvis Tp. eller de af den afhængige Faklorer, der sætter en Grænse for F. c.’s Fremtrængen mod Nord. Artens Maks. angives i Udlandet til meget forskellig Tid.