Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag

Efter saaledes at have bortelimineret Linie (Distrikts)ledelsen — det i alle tidligere Ordninger hævdede Mellemled mellem den cen- trale Styrelse og den lokale (Sektions) Ledelse — vender Flertallet (undtagen Formanden, Bluhme og G. Hansen) sig til denne sidste og kræver her en stærk Decentralisation. Flertallet peger paa Vanskelig- heden i at skabe Ensartethed og Samarbejde i en lokal Ledelse, der er udstykket (se Plan IV) i ikke mindre end 10 Banesektioner, 4 Maskinsektioner og 8 Trafiksektioner, og det føres derfor til Tanken om en organiseret Distriktsinddeling, saaledes at hele Statsbane- omraadet i Henseende til lokal Ledelse deles i 4 Distrikter, hvert med en samarbejdende Distriktsstyrelse, bestaaende af en Overtrafik- inspektør, en Overbaneingeniør og en Maskininspektør; disse skal hver for sin Afdeling selvstændig afgøre egne Sager, eventuelt efter Be- myndigelse fra vedkommende Direktør. „De Sager derimod, der angaa flere end én af Styrelsens Afdelinger, skulle behandles i den samlede Styrelse. De mundtlige Meningsudvekslinger i denne, som Sagen giver Anledning til, ville sikre den en mere alsidig Undersøgelse og en hurtigere Behandling, end naar den behandles skriftlig“. Flertallet haabede herigennem at tilvejebringe „en med enhver fornøden Sagkundskab udrustet lokal Autoritet, der bør beklædes med en ret betydelig Myndighed“, og at muliggøre det „ofte nødvendige, men altid meget ønskelige nøje og inderlige Samarbejde“ mellem Driftens tre Afdelinger i Distriktsledelsen. De ved Sektionsinddelingens Ophævelse ledigblevne Ingeniører og Trafikinspektører stilles til Med- hjælp for de nye Distriktsledere, men uden noget bestemt stedligt Omraade. Flertalsforslaget har saaledes tre Hovedtanker: 1. Klarhed over Ansvaret: Lederne af Afdelingerne skal ikke som hidtil, dækkede af den enevældige Generaldirektørs altomfattende An- svar, forvalte Afdelingernes Millionbudgetter, men ved at indtræde som Direktører staa hver med sit Ansvar. Og naar Kommissionsflertallet i Stedet for at vælge en Ordning, hvorefter Generaldirektøren afgør Sagerne i Generaldirektionen og henviser de øvrige Direktions- medlemmer til Protokoltilførsel, naar de ikke billige den trufne Afgørelse, foreslaar almindelig Afstemning, saa er det „fordi en Stemmeafgivning, som til enhver Tid paa Grundlag af den førte Forhandlingsprotokol kan konstateres, vil bevæge Direktionsmedlem- merne til meget nøje at overveje en Sag, inden de afgiver deres 22-