Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag

og Kasserevision som eneste Hverv. Kunde det gaa i denne store Kreds — og tilsyneladende gik det fortræffeligt — maatte det sagtens kunne gaa i de tre mindre Kredse, der tænktes oprettede i Jylland. Men ikke mindst den forskellige Størrelse, Kredsene saaledes vilde faa, og en vis Uro for, hvorledes Nyordningen vilde virke, medførte, at Udvalget gav stort Spillerum: „........med Hensyn tii Kredsenes Antal maa Udvalget nære stærk Tvivl om Betimeligheden af allerede nu at fastslaa en endelig Ordning. Man staar jo her over for noget nyt og uprøvet, der i flere Henseender vil berøre Befolkningens Inter- esser dybt, og Udvalget har derfor ment det rigtigst, at der gaves- Administrationen Ret til inden for en i Loven fastsat Grænse paa Grundlag af indhøstede Erfaringer at træffe den Ordning, man maatte- anse for mest stemmende med Befolkningens og Statsbanedriftens In- teresser“. (Udv. Betænkning af 27. Marts 1903). I Lovforslaget ændredes derfor „4 Kredse“ til „indtil 6 Kredse“. Og Udvalgets Ordfører (Madsen-Mygdal) betonede ved 2. Behandling (Sp. 1461), at „der ikke maa være flere end 6 Kredse, men det kan godt være, at der kun bliver 2, 3 eller maaske 4. Ved de aarlige Finanslove afgøres det efter Forslag fra Administrationen, hvorledes de herhen hørende Forhold skulle ordnes“. Med andre Ord: Viste Ophævelsen af Sektionsdelingen sig uheldig, kunde man gaa tilbage den Vej i Retning af en stærkere Udstykning af den stedlige Ledelse. Og viste det Hansen’ske Eksperiment sig holdbart, kunde man bevare Sjælland-Falster som en Kreds og nøjes med én eller to for Jylland-Fyn. Ganske mærkeligt former Søfartsafdelingens Skæbne sig under Jernbanekommissionens og nu Landstingsudvalgets Forsorg. Afdelin- gen ophæves som saadan, og Dækspersonalet kommer til at høre under Trafikafdelingen, medens Maskinpersonalet kommer til at høre under Maskinafdelingen — en meget uheldig Sondring, som er 1903- Ordningens mest iøjnefaldende Fejlgreb. — Ministeren var altsaa gaaet ind paa Udvalgets Forslag og gjorde dem til sine. Men med udelt Glæde gjorde han det ikke. Be- mærkelsesværdig er følgende Udtalelse af ham (ved 2. Behandling, Sp. 1483) om, at den kollegiale Generaldirektionsordning rummer en Fare for, at Generaldirektøren, naar denne er kommen i Mindretal i en Sag, tyr til Ministeren. „Dette vil imidlertid atter sige, at Ansvaret i sidste Instans bliver kastet over paa Ministeren, og den her fore- 34