Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag
Forfatter: Vilh. Ohlsson
År: 1914
Serie: Særtryk af Jernbanebladet
Forlag: Busch & Petersen
Sted: Aarhus
Sider: 80
UDK: 625.1L
Med 9 planer
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
slaaede Ordning vil derfor, naar den sammenholdes med, hvad der
hidtil har været gældende ved Statsbanernes Ledelse, medføre, at
Ministeren i noget større Omfang end hidtil kan komme til at gribe
direkte ind i Statsbanernes Administration“.
Vi har saa indgaaende, som den knappe Plads tillader,søgt at
gengive de forskellige Meninger, der fremførtes. Og hvilken Uenighed!
Mening staar mod Mening paa næsten ethvert Punkt af Betydning!
Loven vedtoges 15. Maj 1903. Landstinget gjorde den færdig 6.
April s. A., og Folketinget havde saaledes kun en god Maanedstid
til Behandlingen, men godkendte Loven i Landstingets Bearbejdelse.
Loven gennemførtes med fire Kredse (med Sæde i København,
Fredericia, Aarhus og Struer), der senere blev til 5, da R. Hansen
trak sig tilbage, og Sjælland deltes i to Kredse.
Paa omstaaende to Planer har vi søgt at anskueliggøre, hvorledes
Ordningen vilde have set ud efter Kommissionsflertallets Idé (Plan V),
og hvorledes den har udviklet sig i Praksis (Plan VI).
Det maa erkendes, at den førstnævnte Plan med sin Sam-
arbejdets Kreds i Centralledelsen og sin Samarbejdets Kreds i Lokal-
ledelsen i sin Grundidé er saare tiltalende. Man skulde mene, at en
saadan Række Kredsledere, ikke blot i Samarbejde afdelingsvis, men
baade kredsvis og afdelingsvis, maatte kunne blive enige om og opdrage
hinanden til at værge deres Myndighedsomraade og bevare status quo.
Men uden et saadant Samarbejde kan det heller ikke lykkes. Bryder
blot en ud af Rækken og i en Sag, hvor han selv bør tage Bestemmelsen
og Ansvaret, lader dette „gaa højere op“, er Spillet gaaende. Central-
ledelsen maa da — af Hensyn til Ensartetheden — spørge de øvrige,
hvorledes de afgør en saadan Sag; de maaske reelt set betydningsløse
individuelle Forskelligheder i Opfattelsen røbes, og Centralledelsen maa
da ud fra eget Skøn afgøre Sagen for den uselvstændige Kredsleder,
hvorefter alle de andre have sig at rette. For hver Gang en uselv-
stændig Kredsleder lader en saadan Sag „gaa til Vejrs“, er det en
Svækkelse af Decentralisationens Princip — en Svækkelse, der næsten
automatisk multipliceres mindst fem Gange.
Den nugældende Ordning af 1903 (Plan VI) har ikke et saadant
Samarbejdets Baand til Beskyttelse af Decentralisationen. Et vist Sam-
arbejde, f. Eks. mellem Trafikbestyrerne, finder dog Sted, men gælder
væsentligt ekstraordinære Trafikforanstaltninger, Vognudnyttelse o. lign.
35