ForsideBøgerStatsbanernes Ordning 187…Regeringens Nye Forslag

Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag

Forfatter: Vilh. Ohlsson

År: 1914

Serie: Særtryk af Jernbanebladet

Forlag: Busch & Petersen

Sted: Aarhus

Sider: 80

UDK: 625.1L

Med 9 planer

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 94 Forrige Næste
slaaede Ordning vil derfor, naar den sammenholdes med, hvad der hidtil har været gældende ved Statsbanernes Ledelse, medføre, at Ministeren i noget større Omfang end hidtil kan komme til at gribe direkte ind i Statsbanernes Administration“. Vi har saa indgaaende, som den knappe Plads tillader,søgt at gengive de forskellige Meninger, der fremførtes. Og hvilken Uenighed! Mening staar mod Mening paa næsten ethvert Punkt af Betydning! Loven vedtoges 15. Maj 1903. Landstinget gjorde den færdig 6. April s. A., og Folketinget havde saaledes kun en god Maanedstid til Behandlingen, men godkendte Loven i Landstingets Bearbejdelse. Loven gennemførtes med fire Kredse (med Sæde i København, Fredericia, Aarhus og Struer), der senere blev til 5, da R. Hansen trak sig tilbage, og Sjælland deltes i to Kredse. Paa omstaaende to Planer har vi søgt at anskueliggøre, hvorledes Ordningen vilde have set ud efter Kommissionsflertallets Idé (Plan V), og hvorledes den har udviklet sig i Praksis (Plan VI). Det maa erkendes, at den førstnævnte Plan med sin Sam- arbejdets Kreds i Centralledelsen og sin Samarbejdets Kreds i Lokal- ledelsen i sin Grundidé er saare tiltalende. Man skulde mene, at en saadan Række Kredsledere, ikke blot i Samarbejde afdelingsvis, men baade kredsvis og afdelingsvis, maatte kunne blive enige om og opdrage hinanden til at værge deres Myndighedsomraade og bevare status quo. Men uden et saadant Samarbejde kan det heller ikke lykkes. Bryder blot en ud af Rækken og i en Sag, hvor han selv bør tage Bestemmelsen og Ansvaret, lader dette „gaa højere op“, er Spillet gaaende. Central- ledelsen maa da — af Hensyn til Ensartetheden — spørge de øvrige, hvorledes de afgør en saadan Sag; de maaske reelt set betydningsløse individuelle Forskelligheder i Opfattelsen røbes, og Centralledelsen maa da ud fra eget Skøn afgøre Sagen for den uselvstændige Kredsleder, hvorefter alle de andre have sig at rette. For hver Gang en uselv- stændig Kredsleder lader en saadan Sag „gaa til Vejrs“, er det en Svækkelse af Decentralisationens Princip — en Svækkelse, der næsten automatisk multipliceres mindst fem Gange. Den nugældende Ordning af 1903 (Plan VI) har ikke et saadant Samarbejdets Baand til Beskyttelse af Decentralisationen. Et vist Sam- arbejde, f. Eks. mellem Trafikbestyrerne, finder dog Sted, men gælder væsentligt ekstraordinære Trafikforanstaltninger, Vognudnyttelse o. lign. 35