Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag

Men man har ikke gennemført „Førings"tanken helt op. Hele denne Midtsamling af Liniearbejdet føres ikke ind i Centralledelsen dér, hvor den naturligt hører hjemme, og hvor den — under en General- direktør, der er forretningskyndig, men ikke trafikkyndig — aldeles afgjort i Løbet af kortere eller længere Tid alligevel vil løbe ind, nemlig i Trafikafdelingen. Denne Afdeling sidder i den foreslaaede Ordning ganske til en Side som et raadgivende, næsten rudimentært Organ. Men man kommer ikke uden om det Krav til Kongruens, som Befolkningen vil stille til de tre Distriktschefer, og som Personalet vil deltage i — Kunderne skal behandles ens, Personalet bør ogsaa behandles ens, og de tekniske Afdelingers Sektioners Inddragning under Distriktscheferne vil iøvrigt ogsaa rumme stadige Muligheder for Trang til Støtte og Vejledning for Distriktscheferne netop fra Trafikafdelingens Side, da det ellers let bliver de tekniske Afdelinger, der allligevel - i Forstaaelse med de tekniske Sektionsledere — trækker i Snorene. Ved at lægge Signalinspektøren og Telegrafinspektøren direkte under Baneafdelingen har Udvalget allerede for denne Afdeling lagt Snore- trækket ind i Distrikterne godt til Rette. Og iøvrigt synes disse Distriktschefsposter før eller senere at maatte blive et Bytte for Teknikerne. Chefen for Trafikafdelingen er den naturlige Opmand over for Distriktscheferne. Tyve Aars Erfaring siger, at Generaldirektøren maa arbejde i nøjeste Kontakt med Chefen for Trafikafdelingen, der er Statsbanernes Hovedforretning, og dette vil blive dobbelt nødvendigt, naar hverken Generaldirektøren eller Vicedirektøren er trafikkyndig og skal gøre Ret og Skel mellem tre Distriktschefer, hvis Arbejde bliver mere omfattende og kompliceret end under nogen tidligere Ordning. — Det næste ejendommelige og nye ved Udvalgets Forslag er den stærke Splittelse af Regnskabsafdelingen. Midtsamlingen af Ar- bejdet føres her ud i sin yderste Konsekvens, idet Distrikterne hver faar eget Bogholderi, Kassevæsen og Revision — en Ordning som i hvert Fald umuligt kan være billigere end den bestaaende centraliserede Regnskabsafdeling. For selve Centralledelsens Vedkommende er Udvalgets Forslag en fuldstændig Tilbagevenden til det administrative Enevælde før 1903. Men i og for sig er dette en Konsekvens af Udvalgets Stilling til Spørgsmaalet om Banernes Forrentning. Naar det som paastaaet er en af Regering og Rigsdag formentlig nu knæsat Tanke, at „Banerne skal give et i hvert Fald omtrent til sædvanlig Rentefod svarende 48