Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag

vil angre dette. — Men selv paa det eneste Punkt, hvor Regeringens og Generaldirektionens Forslag tilsyneladende vil det samme — Sammen- smeltningen af det ministerielle Departement og Centralledelsen — fremgaar det ikke ganske klart, om Regeringsforslaget nu ogsaa vil betyde den Enhed, der tilsigtes. Thi skydes Generalsekretariatet ind som Instans ikke blot mellem Distriktscheferne og Generaldirektøren, men ogsaa mellem denne og Afdelingscheferne og mellem disse og Distriktscheferne, saa vil der være skabt saa snoede Gange, at den gamle Vej mellem Generaldirektionen og det nuværende ministerielle Departement i Modsætning hertil kun er en Springvej, der vil være langt at foretrække. Generalsekretariatet er i den foreslaaede Nyordning et nødvendigt Organ, men det maa ind paa sin naturlige Plads og have sin naturlige Begrænsning. Og hvis det skulde være Hensigten at skabe hele Centralledelsen om til et Generalsekretariat, under hvilket Afdelingscheferne virker som en Art højere lønnede Kontorchefer (Regeringsforslagets hele Teknik peger unægtelig i denne Retning) — ja, saa er det en saa væsentlig Omformning, en i sine Konsekvenser saa uberegnelig Flytning af Statsbanedriftens Støttepunkter, at det klart bør udtrykkes' i selve Lovforslaget, saa at Rigsdagen kan vide, hvad den vedtager. — Ved første Behandling i Folketinget modtoges Forslaget med megen Velvilje, selv om denne mere syntes at udtrykke Partiernes Vilje til at gennemføre en Nyordning end egentlig at hvile paa en saglig begrundet Overbevisning om, at just denne Nyordning er den rette, hvilket i og for sig er ret naturligt, da Tingets Medlemmer først til anden Behandling vil have naaet at sætte sig nogenlunde ind i de fremlagte Betænkninger m. m. Kritiken førtes af to Medlemmer (Ellinger, Frederiksberg, og L. Rasmussen, Fredericia). Den førstnævntes Tale (Rigsdagstidende Sp. 3040— 3056) var i mangt og meget et ret nøje Udtryk for de Betænkeligheder, der fra adskillige Sider indenfor Jernbaneetaten næres overfor Forslaget. Naar Taleren i det stærkt stigende Overskud syntes at se et absolut Bevis for Styrelsens Fortræffelighed, maa det siges, at Overskudet væsentligst skyldes de gode Konjunkturer (jvnf. Stigningen i Godsfærdslen S.38) i Forbindelse med Takstforhøjelsen, i nogen Grad støttet af den af den nuværende Trafikdirektør i de senere Aar gennemførte økonomiske Ordning af det faste Godsvognsløb samt visse Reformer indenfor Maskinafdelingen. Overskudet synes ogsaa at vise, at Takstloven af 1911 tarifteknisk set 74