Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag

har været et godt Arbejde, der har muliggjort det for Statsbanerne at faa god Andel i den indtraadte Højkonjunktur. Men Trafikministeren havde fuldkommen Ret i sin tilsyneladende paradoksale Bemærkning til Ellinger: at Statsbanerne meget vel kunne være slet styrede og have Overskud — og være fortræffeligt styrede og have Underskud. Den anden Taler nærede stor Betænkelighed ved den meget stærke Stilling, som Generaldirektøren vilde faa under den foreslaaede Nyordning. Ikke alene gjordes han enevældig indenfor selve Statsbanernes Styrelse, men man lod ham ogsaa indtage Departementschefens Stilling som Ministerens nærmeste Raadgiver, og den usagkyndige Minister vilde derved blive fuldkommen afhængig af Generaldirektøren. Naar denne fandt det formaalstjenligt, kunde han „benytte Ministeren og eventuelt Finansudvalget som Dæksmand“. Og heri har Taleren ganske utvivlsomt Ret. Vi har tidligere fremsat en lignende Anskuelse*). Som Modvægt herimod kunde Taleren tænke sig det af Statsbaneudvalget foreslaaede Jernbaneraad; herigennem kunde der øves Kontrol med den enevældige Generaldirektørs Virksomhed. Tanken om et Jernbaneraad har ofte været fremme, efter at det første Jernbaneraad (1886—93), bestaaende af 23 Medlemmer (Repræsentanter for Hovederhvervene m. m.), var ophævet. Et Flertal i Jernbanekommissionen af 1898 foreslog uden Resultat et Jernbaneraad paa 19 Medlemmer (7 fra hvert Ting + Generaldirektionen). To Gange senere, 1909 og 1911, har Landstingsmand Jørgen Berthelsen forgæves stillet korslag i lignende Retning. Og efter den Afvisning, som Statsbaneudvalgets Forslag om et Jernbaneraad nu har mødt saavel i Regeringsforslagets, Generaldirektionens og Personaleudvalgets Udtalelser i Forbindelse med den indgroede Uvilje, der ikke mindst i Folketinget stadig har hersket mod et saadant Raad, maa Tanken om et Jernbaneraad vistnok nu betragtes som skrinlagt. Langt mere tiltalende er da ogsaa den Tanke, som oftere har været fremme: at Folketinget nedsatte et staaende Jernbaneudvalg. Paa to Punkter kritiseredes Regeringsforslaget især meget skarpt af de nævnte to Talere: 1) Ordningen vilde ikke blive billigere, og 2) Ordningen var for løst skitseret. Til den førstnævnte Kritik kan det roligt siges, at ingen vilde *) Jernbanebladet, Juni 1913: Ministeren „vil praktisk talt blive et sikkert Ly for dette Ene- vælde, en altid opslaaet Paraply“. 75