Statsbanernes Ordning 1874-1914 Samt Statsbaneudvalgets, Generaldirektionens Og Regeringens Nye Forslag
Forfatter: Vilh. Ohlsson
År: 1914
Serie: Særtryk af Jernbanebladet
Forlag: Busch & Petersen
Sted: Aarhus
Sider: 80
UDK: 625.1L
Med 9 planer
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
har været et godt Arbejde, der har muliggjort det for Statsbanerne
at faa god Andel i den indtraadte Højkonjunktur. Men Trafikministeren
havde fuldkommen Ret i sin tilsyneladende paradoksale Bemærkning
til Ellinger: at Statsbanerne meget vel kunne være slet styrede og
have Overskud — og være fortræffeligt styrede og have Underskud.
Den anden Taler nærede stor Betænkelighed ved den meget
stærke Stilling, som Generaldirektøren vilde faa under den foreslaaede
Nyordning. Ikke alene gjordes han enevældig indenfor selve Statsbanernes
Styrelse, men man lod ham ogsaa indtage Departementschefens Stilling
som Ministerens nærmeste Raadgiver, og den usagkyndige Minister
vilde derved blive fuldkommen afhængig af Generaldirektøren. Naar
denne fandt det formaalstjenligt, kunde han „benytte Ministeren og
eventuelt Finansudvalget som Dæksmand“. Og heri har Taleren ganske
utvivlsomt Ret. Vi har tidligere fremsat en lignende Anskuelse*). Som
Modvægt herimod kunde Taleren tænke sig det af Statsbaneudvalget
foreslaaede Jernbaneraad; herigennem kunde der øves Kontrol med
den enevældige Generaldirektørs Virksomhed.
Tanken om et Jernbaneraad har ofte været fremme, efter at
det første Jernbaneraad (1886—93), bestaaende af 23 Medlemmer
(Repræsentanter for Hovederhvervene m. m.), var ophævet. Et Flertal
i Jernbanekommissionen af 1898 foreslog uden Resultat et Jernbaneraad
paa 19 Medlemmer (7 fra hvert Ting + Generaldirektionen). To Gange
senere, 1909 og 1911, har Landstingsmand Jørgen Berthelsen forgæves
stillet korslag i lignende Retning. Og efter den Afvisning, som
Statsbaneudvalgets Forslag om et Jernbaneraad nu har mødt saavel i
Regeringsforslagets, Generaldirektionens og Personaleudvalgets Udtalelser
i Forbindelse med den indgroede Uvilje, der ikke mindst i Folketinget
stadig har hersket mod et saadant Raad, maa Tanken om et Jernbaneraad
vistnok nu betragtes som skrinlagt. Langt mere tiltalende er da ogsaa
den Tanke, som oftere har været fremme: at Folketinget nedsatte
et staaende Jernbaneudvalg.
Paa to Punkter kritiseredes Regeringsforslaget især meget
skarpt af de nævnte to Talere:
1) Ordningen vilde ikke blive billigere, og
2) Ordningen var for løst skitseret.
Til den førstnævnte Kritik kan
det roligt siges, at ingen vilde
*) Jernbanebladet, Juni 1913: Ministeren „vil praktisk talt blive et sikkert Ly for dette Ene-
vælde, en altid opslaaet Paraply“.
75