Verdens Udviklingen

UDVIKLING OG AFVIKLING PAA JORDOVERFLADEN UDVIKLINGOG AFVIKLING PAA JORDOVERFLADEN. Sammenspillet imellem de indre og de ydre Kræfter, der bearbejder Jordens Overflade, er bestemmende for, om Overfladen er i Udvikling eller Afvikling. At den for- andres fra Dag til Dag, kan der ikke være Tvivl om. At disse Forandringer i den korte »historiske« Tid har været meget betydelige, er ligesaa sikkert; og blot siden Istidens Ophør løber samtlige Forandringer op til store Omvælt- ninger. Men har Udviklingen eller Afviklingen Overtaget? Derpaa er det neppe muligt at give et tilforladeligt Svar. Derimod kan visse Virksomheders Tendens i den ene eller den anden Retning paapeges. Det vil erindres fra Side 66, at man ved Udvikling forstaar Forandringer, der udmærker sig ved Flerfoldiggørelse, Sammendra- gen og tiltagende Orden, medens Afvikling kendeteg- nes af Enfoldiggørelse, Splittelse og aftagende Orden. I Jordoverfladens Ændringer træder Modsætningen mel- lem Flerfoldiggørelse og Enfoldiggørelse stærkest Irem. Virksomheder, der afgjort fører til stigende Ensartethed, saasom naar Vandet stræber efter i Tidens Løb at føre det tørre Land ud i Havet, fremmer Afviklingen. Hævninger, Foldninger, Vulkanudbrud o. L, der medfører Uensartet- hed, arbejder derimod i Udviklingens Tjeneste. I Tidens Løb faar dog Afviklings-Kræfterne sandsyn- ligvis Overhaand over Udviklings-Kræfterne. Medens disse nemlig har deres Hovedkilde i Jorden, har hine deres vigtigste Arnested i Solen; og den kan etter al Sandsynlighed frembringe Lys og Varme, der kan virke paa Jorden, længe efter at Jordens indre Kræfter er fal- den til Ro. En Gang i Tiden vil derfor muligvis Jorden blive meget mere dækket af Is eller Vand. Men ogsaa det vil sandsynligvis forsvinde. Efterhaanden som Jor- dens Temperatur aftager, fordi Solvarmen formindskes, vil nemlig de faste Stenarter optage mere Vand end nu; og det er rimeligt at antage, at Fugtigheden lidt efter lidt vil forsvinde fra Overfladen og blive en Bestanddel af det tørre Lands Stenarter. I saa Fald kunde det hænde, at 130