Elektrisk Belysning i Teori og Praksis
Haandbog for Elektroteknikere, Ingeniører og Maskinmestere ved elektriske Anlæg

107 af Spolen S, at den indre Klokke faar Nord- og den ydre- Syd- magnetisme, saa at Kraftlinierne overalt blive vinkelrette paa Omdrejningsretningen, idet de forløbe efter den punkterede Linie i Fig. 84. Som det ses af Figurerne, er Ankeret A formet som en Klokke, der med sin hulcylindriske Del, hvorpaa Vindingerne ligge, griber ind mellem Polstykkerne n og s paa Elektromagneten M. der i Figuren er vist med 3 Poler. Ankeret er sammensat af Z-formede Jærnstykker a, hvis indre Grene, der ligge imellem Magnetpolerne, tillige udgjøre en Del af Beviklingen, medens deres ydre Grene bære Kollektorlamellerne. Som det ses af Fig. 85, der er et Snit efter Linien x—x i Fig. 84, ere Stængerne a ordnede omkring Akslen med indbyrdes Mellem- rum, hvori Ledningstraaden i ere anbragte parallele med Akslen og med Stængerne <2, med hvilke de ere samlede for begge Ender i de med c betegnede Rektangler paa en saadan Maade, at Beviklingsskemaet bliver omtrent det samme som vist i Fig. 70, naar hver anden Linie i dette forestiller Kobbertraadene i, hver anden en af Jærnstængerne a. Disse sidste fastholdes i Navet o ved Hjælp af en Ring r. Ankeret i Fritsche & Pischons Hjulankermaskine udgjør ligesom i Klokkemaskinen tillige en Del ai Beviklingen og er allerede omtalt Side 100. Ved Beregning af Ring- og Tromleankeres Tværsnit maa der tages Hensyn til, at en Del af dette bestaar af Isolationen, som selvfølgelig ikke optager Kraftlinier, og der vil herved tabes 10—20 % af Tværsnittet, naar Ankeret bestaar af Plader, men 25—35 o/o naar det er dannet af oprullet Jærntraad. Dels af denne Aarsag, dels ogsaa fordi Traadankere ikke frembyde sammenhængende Flader i Kraftlinieretningen, saa at de yde en unødvendig Modstand mod Magnetismen, bruges disse Ankere ikke meget. Det virksomme Jærntværsnit maa gjøres saa stort, at Kærnen selv ved maksimal Belastning ikke nærmer sig Mætningspunktet, da dette vil bevirke, at Kraftlinierne spredes, d. v. s. at en stor Del af dem gaa udenfor Kærnen. Man regner derfor ved nyere Maskiner i Reglen ikke over 14-000 Kraftlinier pr. Cm. af Kærnens nyttige Tværsnit. Diameteren og dermed Tværsnittet af Ankeret afhænger iøvrigt af det Antal Vindinger, hvortil der skal skaffes Plads og af Periferihastigheden, der som foran sagt ikke gerne maa over- skride 15 Meter pr. Sekund for Tromleankeret og 20 Meler for Ringankeret (22 Meter for Fladringe). Ankerkærnen anbringes i Reglen paa et Bærestel, der fast- kiles paa Akslen, dog kan et saadant Stel undværes ved Tromle- ankere, idet Skiverne befæstes direkte paa Akslen. Bærestellet kan iøvrigt udføres paa mange Maader. Det kan saaledes ved Ringankere bestaa af »Stjerner«, d. v. s. Nav, der fastkiles paa Akslen, og hvorfra udgaa 3 eller flere Arme, hvis Ender ere