Elektrisk Belysning i Teori og Praksis
Haandbog for Elektroteknikere, Ingeniører og Maskinmestere ved elektriske Anlæg

Forfatter: J. B. Bruun

År: 1896

Forlag: H. Hagerups Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 229

UDK: TB Gl. 621.30 Bru

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 244 Forrige Næste
135 Kurve, paa Grund af den tilstedeværende remanente Magnetisme, udgaar fra et Punkt, der ligger noget over Nul, derpaa stiger stejlt i Vejret, indtil Jærnet nærmer sig sit magnetiske Mætnings- punkt, hvorefter den afrundes og gaar endelig over i en til- nærmelsesvis ret Linie, saa at den i sin Form minder meget om den i' Fig. 8 viste Magnetiseringskurve. Det kunde ventes, at disse to Kurver vilde faa nøjagtig den samme Form, idet Omdrejningsantallet er konstant, og den inducerede elektrom. Kraft altsaa kun varierer med Kraftlinieantallet (cfr. (22)), der atter er proportionalt med Strømstyrken (18). Det viser sig imidlertid, at Kurverne ikke blive ganske ens, idet nemlig Dynamomaskinens Feltintensitet paavirkes af Ankerreaktionen, d. v. s. af Ankermagnetismen, det magnetiske Felt omkring Be- viklingen og de i denne inducerede skadelige Strømme, og da Ankerreaktionen virker svækkende paa Feltintensiteten, vil den inducerede elektrom. Kraft vokse mindre stærkt end det i Felt- magneten inducerede Kraftlinieantal. En Kurve, der i Praksis ofte har større Interesse end den egentlige Karakteristik, er den saakaldte ydre Karakteristik, hvorved forstaas den Kurve, der opstaar, naar man i Stedet for den inducerede elektrom. Kraft E afsætter Klemmespændingen e. Da denne Spænding kan aflæses direkte paa et Voltmeter, er den sidstnævnte Kurve lettere at fremstille end den førstnævnte, og da man ved Seriemaskinen har E~ I • R -j-1 (R\ R<l) = e -|-1 (2?i 2?2), kan den ene Kurve bestemmes af den anden, naar man kender den indre Modstand 2?i -p R^. Antages f. Eks., at 7?i -p R<2 = 0,6 Ohm, vil der til en Strømstyrke paa 10 Amp svare et indre Spændingstab ei =0,6 • 10 = 6 V; for 20 Amp bliver Spændingstabet e% = 0,6 • 20 = 12 V o. s. fr., saa at det ses, at det af de indre Modstande foran- ledigede Spændingstab kan fremstilles ved den rette Linie*) 01 (Fig. 106). Kurven e (den nederste i Figuren) kan da bestemmes af Kurven E, véd under ethvert Punkt af denne at afsætte det tilsvarende indre Spændingstab bestemt af Linien 01; saaledes bestemmes f. Eks. Punktet a ved under A at afsætte Linien Aa — be. I Reglen gaar man dog den omvendte Vej og be- stemmer Kurven E af den ydre Karakteristik. ■ Som det ses af Kurven e i Fig. 106 stiger en Seriemaskines Klemmespænding i Begyndelsen stærkt med Strømstyrken; saa snart imidlertid Magneten nærmer sig sit Mætningspunkt, vender Kurven, og naar derefter Ankerreaktionen, der vokser med Strømstyrken, faar en forholdsvis stor Værdi, løber den et Stykke vandret og vender sig til Slutningen nedad, d. v. s. Spændingen *) Da Opvarmningen af Lederen og dermed ogsaa dens Modstand vokser med Strømstyrken, bliver denne Linie i Virkeligheden en Kurve, der vender Konkaviteten opad.