Elektrisk Belysning i Teori og Praksis
Haandbog for Elektroteknikere, Ingeniører og Maskinmestere ved elektriske Anlæg

135 Kurve, paa Grund af den tilstedeværende remanente Magnetisme, udgaar fra et Punkt, der ligger noget over Nul, derpaa stiger stejlt i Vejret, indtil Jærnet nærmer sig sit magnetiske Mætnings- punkt, hvorefter den afrundes og gaar endelig over i en til- nærmelsesvis ret Linie, saa at den i sin Form minder meget om den i' Fig. 8 viste Magnetiseringskurve. Det kunde ventes, at disse to Kurver vilde faa nøjagtig den samme Form, idet Omdrejningsantallet er konstant, og den inducerede elektrom. Kraft altsaa kun varierer med Kraftlinieantallet (cfr. (22)), der atter er proportionalt med Strømstyrken (18). Det viser sig imidlertid, at Kurverne ikke blive ganske ens, idet nemlig Dynamomaskinens Feltintensitet paavirkes af Ankerreaktionen, d. v. s. af Ankermagnetismen, det magnetiske Felt omkring Be- viklingen og de i denne inducerede skadelige Strømme, og da Ankerreaktionen virker svækkende paa Feltintensiteten, vil den inducerede elektrom. Kraft vokse mindre stærkt end det i Felt- magneten inducerede Kraftlinieantal. En Kurve, der i Praksis ofte har større Interesse end den egentlige Karakteristik, er den saakaldte ydre Karakteristik, hvorved forstaas den Kurve, der opstaar, naar man i Stedet for den inducerede elektrom. Kraft E afsætter Klemmespændingen e. Da denne Spænding kan aflæses direkte paa et Voltmeter, er den sidstnævnte Kurve lettere at fremstille end den førstnævnte, og da man ved Seriemaskinen har E~ I • R -j-1 (R\ R