Elektrisk Belysning i Teori og Praksis
Haandbog for Elektroteknikere, Ingeniører og Maskinmestere ved elektriske Anlæg

166 ikke skal variere med den Stilling, som indtages af Kærnerne, gives disse en konisk Form.*) Skal Lampen bruges til Serieforbindelse, forsynes den med en Modstand og en lille Elektromagnet, hvis Bevikling er indskudt i samme Strømløb som Seriespolen og altsaa holder sit Anker tiltrukken, naar der er Strøm i denne Spole og Lampen brænder. Ere Kullene bortbrændte, afbrydes Strømmen automatisk, Elektro- magneten slipper da sit Anker, der af en Fjeder føres mod et Kontaktstykke og indskyder derved den førstnævnte Modstand i Strømkresen i Stedet for Lampen. Kulspidserne ere runde Stænger af kunstigt fremstillet, meget haardt Kul. De anbringes næsten altid lodret over hin- anden, og da det positive Kul giver det stærkeste Lys, stilles det øverst i Lampen. I Vekselstrømlamper brænde Kullene lige hurtigt bort, og de gjøres derfor lige lange, lige tykke og af samme Materiale. Ved ensrettet Strøm vil derimod det positive Kul brænde mere end dobbelt saa hurtigt bort som det negative, og dette gjøres derfor kortere eller tyndere end det positive. I Reglen foretrækkes lige lange Kul men af forskellig Diameter, da Skyggen fra det negative Kul da bliver mindre generende, end naar Kullene ere lige tykke. Under Bortbrændingen udhules det positive Kul kraterformet i Midten, medens det negative til- spidses. For at lette Kraterclannelsen i det positive Kul, forsynes dette i Midten med en Kærne eller Væge (Vægekul) af blødt, letforbrændeligt Materiale, hvorimod de negative Kul forfærdiges helt igennem af ensartet homogent Materiale (Homogenkul). Kullenes Diameter retter sig efter Strømstyrken, deres Længde derimod efter Brændetiden. Gennemsnitlig kan regnes, at Kullenes Tværsnitsareal pr. Ampere skal være 28 Mm. for Vægekul og 11 O Mm. for Homogenkul. Kullenes Diameter og den Længde, der brænder bort i Timen pr. Ampere Strømforbrug, er iøvrigt i høj Grad afhængig af Kullenes Kvalitet. Daarlige Kul brænde ikke alene hurtigt bort, men tilsmudse ogsaa Kuplerne og give et uroligt Lys, selv ved velregulerede Lamper, idet der dels kan løsne sig smaa Stykker af Kullene og dels danne sig SJagge (saakaldte »Paddehatte«) paa Kulspidserne, hvorved Mod- standen i Lysbuen forøges, og det er derfor ofte meget uøkonomisk at bruge billige Kulspidser. En Lampe brænder i Reglen ikke godt med Kul af anden Art end den, hvormed den er indreguleret, *) Var Kærnen cylindrisk, vilde Spolens Tiltrækningskraft være Maksimum, naar Enden af Kærnen var midt i Spolen, og derpaa aftage til den blev Nul, naar Kærnens Midte faldt sammen med Spolens. Gjøres Kærnen konisk, vil den i Spolen værende Jærnmasse forøges, naar Kærnens Spids passerer Midten af Spolen, og Tiltrækningskraften kan derfor holdes konstant indenfor en vis Del af Bevægelsen.