Elektrisk Belysning i Teori og Praksis
Haandbog for Elektroteknikere, Ingeniører og Maskinmestere ved elektriske Anlæg

15 og des hurtigere, jo blødere det er, dog kan et svagt Spor af Magnetisme endnu i lang Tid holde sig i det. Denne saakaldte remanente Magnetisme er imidlertid i bløde Jærnsorter saa ringe, at den vanskelig kan paavises, hvorimod den i Støbejærn og Staal kan være ret betydelig. Har Staalet i længere Tid været udsat for en magnetiserende Paavirkning, vil det bibeholde sin Magnetisme næsten uforandret, og en saaledes magnetiseret Staalstang kaldes en permanent Magnet. Den remanente Magnetisme vil under alle F'orhoM blive des større, jo lang- sommere den magnetiserende Kraft ophører at virke og jo mindre den magnetiserede Stangs Diameter er i Forhold til dens Længde. Det er ikke enhver Del af en Magnet, der tiltrækker Jærn, men Magnetkraften er i Reglen stærkest fremtrædende i to af dens Punkter, der kaldes dens Poler, og taber sig derfra hen- imod et mellem disse beliggende Bælte (Ligevægtsrummet), i hvilket der ingen Magnetkraft findes. Linien, der forbinder de to Poler, kaldes den magnetiske Akse eller Pollinien. Ved uregelmæssig Magnetisering kan der imellem de to Poler opstaa en tredie (en magnetisk Følgepol), hvis Magnetisme da er modsat de to andres, som i dette Tilfælde begge faa samme Art Magnetisme. Derimod findes der ingen Magnet med kun én P°l, og brydes en Magnet over, opstaar der straks en Pol i hver Ende. Kunstige Magneter gives som oftest en regelmæssig Form, idet de enten tildannes som lige Stænger, eventuelt Naale, eller bøjes i U-Form (Hesteskomagneter). I saadanne regelmæs- sige Magneter ligge Polerne i Nærheden af Stangens Ender, medens Ligevægtsrummet ligger omtrent i Midten. Er dette ikke nøjagtig Tilfældet, ere de to Poler ikke lige stærke, dog vil der altid Ondes ligemegen Magnetkraft i de to Polender, idet den svageste Pol har den største Udstrækning. Store Staalmagneter lade sig ikke let fremstille i eet Stykke, idet Magnetkraften vanskelig trænger ind i en større Staalmasse, saa al der endog i Midten af en saadan kan opstaa en Pol, hvis Art er modsat Ydei’fladens. Store Staalmagneter dannes derfor i Reglen af flere mindre Stænger, der enten ere runde og samlede saaledes, at de tilsammen danne et Rør, eller flade, i hvilket 1 ilfælde de lægges ovenpaa eller ved Siden af hinanden (Lamelmagneter). Ophænges en Magnetnaal saaledes, at den frit kan dreje sig i en vandret Plan, vil den indstille sig omtrent i Retningen Syd til Nord (i den magnetiske Meridian). Nærmes to Magneter, der begge ere ophængte paa denne Maade, til hinanden, ville de tiltrække hinanden, hvis en Sydende nærmes til en Nordende eller omvendt, medens de frastøde hinanden, naar to Nordender eller to Sydender føres imod hinanden. Det ses heraf, at de to Polers Magnetisme ere af modsat Art, ogat uensartede Magne-