Frederiksborg
Sex Farvetryksbilleder Efter Malerier Af Heinrich Hansen Og C. S. Købke

17 Vrimmel af allegoriske Figurer, Masker m. M. i Hautrelief, næsten Alt skaaret i Træ, malet og forgyldt. Vilde man samle een Hovedtanke udaf dette, maatte det vel nærmest være den, at Mennesket her i sin Gjerning søges fremstillet som Naturens Herre. Omkring det pragtfulde Loft løber en Gesims med en rigt udhuggen Frise af lyse, blaamalede og forgyldte Konsoller og Kragstene, og imellem disse springer der en Mangfoldighed frem af Dyrefigurer, Fugle o. 1. Over Vinduerne fremstilles i Reliefarbejde de fire Aarstider og Maanederne, funklende af Forgyldning og Farver og forsynede med latinske og italienske Indskrifter, og under Loftet hænge tre vældige Lysekroner, hvoraf den ene vejer 5760, den anden 5120 og den tredje 3848 Pund. I Salens sydlige Ende pranger den mægtige Kamin af sort Marmor; dens fire Søjler skinne med de elegante Sølvprydelser, men dens gjennembrudte Fronton drager dog især det undrende Øje til sig — en slig Rigdom er her hobet sammen: Alt er af Sølv, de støbte legemsstore Figurer af Føbus og Luna paa dens Sider, de spindende Pareer i Nischen imellem dem, Ørnen, der hæver sine Vinger paa dens Top! Saa er der Portalens tre solvsmykkede Ibentræs Søjler, og hvilende paa dem den kostelige Musikanterstol af samme Træsort og med alle de mange Prydelser af Sølv, Englehovederne, Løvværket o. s. v. Saa er der Skjænkebordet ligeledes af Ibentræ og Sølv, straalende med alle sine lueforgyldte Pokaler og Drikkekar. Saa er der — ja, hvorfor opregne, hvad der dog aldrig kunde gjøres fyldigt nok? Dog jo — lad os ikke glemme Salens herligste Pryd, de navnkundige Gobelinstapeter, der ved festlige Lejligheder hænges op og dække Væggenes Dagligdragt, de forøvrigt i og for sig smukke Guldlæders Tapeter. Disse to vise os den unge Konge paa hans Kroningsdag. Disse fire give os Billeder, hentede lige ud af Virkeligheden: hvor træffende er ikke Udtrykket gjengivet i Kortspillerens Ansigt, idet han viser, at han er Manden; thi han har Kløver Es paa Haanden! Og de øvrige 16 Stykker, alle forkyndende den unge Konges og hans Mænds Bedrifter i Kidmarkrigen, hvor levende, hvor tro træder ikke her Krigen og al dens Færd os imøde. Det er intet Under, at den alt i Forvejen navnkundige Mesters Ry er voxet højere ved disse Værker. Karl van Mandern hed han. Han var bosiddende i Delft, da Bestillingen kom til ham, som han fuldførte i Aarene 1616—1621, og her døde han i Aaret 1623; men hans Enke drog samme Aar til Kjøbenhavn for at indkræve den betydelige Sum, der endnu stod tilbage af Betalingen for de nævnte Tapeter, og denne Rejse blev til Held for den danske Kunst og til Forherligelse for Kong Kristian; thi hun medbragte Sønnen af samme Navn som Faderen; han blev her med hende, og inden mange Aar vare forløbne, havde han vundet sig et Ry som Maler, der skal straale for kommende Tider; hans Pensel skyldes udmærkede Portrætbilleder af Kristian den Fjerde og mange af de Mænd, der have forherliget denne Konges Tidsalder. Saaledes var i korte Træk det Ydre og det Indre af Kong Kristians Borg. Den var et herligt Mindes- mærke om den nederlandske Renæssancestil, saaledes som denne udviklede sig med en egen sær Ejendommelighed her i Landet under Kristian IV, der vel i alle sine monumentale Værker byggede paa et andetstedsfra givet Grundlag, men dog tillige paatrykte hvert af dem saa Meget af sin egen stærke Individualitet, at der med Hensyn til dem med god Ret kan tales om en »Kristian IVs Stil.« Han var i Virkeligheden sin egen Bygmester, og navnlig turde der ingen Tvivl være om, at ham i alt det Væsenlige skyldtes Hæderen for Frederiksborg; thi vel har han ved dets Opførelse og Indretning vidst at drage Nytte af talentfulde Mænd, men selv var han dog den ledende Aand i det hele Byggeforetagende, og dette er Noget, som ikke blot indrømmedes af hans Samtidige, men hvorom ogsaa Efterverdenen selv kan danne sig en sand Forestilling af Udtrykkene i de forskjellige Kon- trakter, han afsluttede med sine mange Underbygmestre og den store Skare af Kunstnere og Haandværkere, som han i sin Virketid havde saa rigelig Brug for. Stort og stolt og blændende i al sin Pragt stod da hans Værk der henimod Trediverne af det syttende Aarhundrede; Fremmede kom og saae det og studsede derover. »Alt hvad der andetsteds plejer at være af Jern, er her af det pure Sølv«, sagde en Franskmand derom — men snart skulde denne Glans blegne; selv blev han i