Frederiksborg
Sex Farvetryksbilleder Efter Malerier Af Heinrich Hansen Og C. S. Købke

tvært for Døren, saa Ingen kunde evig Gedächtnisz strax om Morgenen Vejen, naar man gaar bag ud til den findes der, ined Aarstallet paahugget efter lod han sig skille - ved hende, 10 Børn, og den 15de Oktober 1629 bragte paa Frederiksborg. Selv blev der nok skulde lægge Beslag paa efter at den ulykkelige svenske Krig det uforberedte Danmark til Tak for Kong Kristians Forsøg naa at mægle 18 Modgangens Dage nødt til at ty til disse Skatte, som han havde anvendt til sit Værks Prydelse, og i Krigen med Sverige gled Meget af Riddersalens og andre Sales Sølvpragt i Møntmesterens Digel; hans Borg, engang saa straalende og uforlignelig skjøn, et Blad af hans Manddoms Historie, blev da et Billede af hans skytunge Livs Aften. Til Frederiksborg knytter sig Erindringen om mange af Kong Kristians Dage; thi gjerne opholdt han sig der, søgende Hvilen efter udstandne Farer og Strabadser, og det er da naturligt, at han, da Ufredstid truede Landet, var betænkt paa at værge Slottet imod en mulig indtrængende Fjende; derfor var det, at han i Aaret 1628 op- kastede stærke Jordskanser og Volde rundt omkring det. Disse fik dog ikke Anvendelse; ydre Fjender lode denne Gang Slottet i Fred. Men for indre Ufred kunde han ikke saa godt værge sig, og medens hine Jordvolde længst ere forsvundne, staar endnu den Dag idag et Minde om den Strid, der netop i nysnævnte Aar formørkede hans Husliv. Det er den bekjendte Kristian IVs Sten i lille Dyrehave, med hans kronede Navnetræk og Aarstallet 1628 paa Forsiden. I November var han dragen ind paa Frederiksborg. Der var i den Tid et spændt Forhold imellem ham og hans Hustru til venstre Haand, Fru Kirsten Munk (til hvem han var bleven viet 31 Dec. 1615), paa Grund af dennes strafværdige Forbindelse med »Rhingreven« (Grev Otto Ludvig af Salms); Katastrofen ind- traadte kort efter Ankomsten til Slottet. »Der vi nu samme St. Mortens Aften kom tilbords«, fortæller Kongen selv, »da sad Fru Kirsten og surmulede, hvorudover det Laug blev spildt. Den Tid det nu var Tid at gaa til Sengs, da lukkede hun Døren imellem Os og sig, og lagde de tvende tyske Jomfruer med nogle andre Kvindfolk komme derigjennem, hvorfor vi til lod lægge en stor Kampsten paa liden Ladegaard, hvilken Sten endnu og et Sæde gjort deri.« — Aaret der ved ham var bleven Moder til var den sidste Dag, Fru Kirsten til- han nu i Aaringer optagen af Meget, hans Nærværelse andetsteds, navnlig (1643—1645), var bleven paaført mellem de stridende Parter i Tredive- aarskrigen. Rigtignok maa det da heller ikke tabes af Syne, at denne Lyst til at spille Mæglerens Rolle for en stor Del var indblæst Kongen af hans Frygt for, at de Svenskes store Krigsheld skulde give dem en saadan Magt og Anseelse, at Ligevægten i Norden derved blev rokket. Denne Krig kaldte ham snart hid, snart did; thi lian sad ikke hjemme, naar Danmark var i Fare. Men efter den ulykkelige Fred i Brømsebro tilbragte han atter mange af sine sene Livsdage paa Frederiksborg; syg og sorgfuld søgte han da tidt Lise, hvor han havde leget karsk og munter som lille Dreng, og del slog aldrig fejl, at han jo herude i denne kjære Natur atter vandt Kræfter til rastløs som altid al kunne røgte sin Kongegjerning. Dog overmandede ham Svagheden tilsidst, og den 21 Febr. 1648 var hans sidste Dag paa Frederiksborg. Syv .Dage før var et forfærdeligt Uvejr draget hen- over de nordiske Lande; der var vel ingen Mangel paa Folk, som lagde det ud til, at det var Naturkræfterne, der saaledes ytrede deres Harme over den høje Herres svare Sygdom. Men den 21 Febr. var Vejret mildt og roligt; et tyndt Snelag dækkede Jorden, og en Slæde, trukken af otte Heste, gled lyst henad Vejen til Kjøbenhavn. I den lukkede Vogn, der var løftet af sine Hjul og stillet op i Slæden, laa den syge Konge, som mi førtes ind til sin Hovedstad, for der en Uge senere i del lille Kammer paa Rosenborg at lukke sine Øjne for bestandig. De gamle Venner, Træerne, der den Dag kransede hans stille Borg med rimhvide Grene, dryssede vel en og anden Snefnok ned over hans Hoved; maaske kaldte de Sagnet om Tornebusken med de livide Blomster frem for hans Sjæl — vist er det, at usigelig kjærligt var det sidste Blik, han sendte sit Fødested!