Frederiksborg
Sex Farvetryksbilleder Efter Malerier Af Heinrich Hansen Og C. S. Købke

III. FREDERIKSBORG UNDER ENEVÆLDENS KONGER o: 1648-1848. Det var igjen en smuk Vinterdag, saa vel ti Aar efterat den gamle Konge havde forladt sin Yndlingsborg for bestandig, nemlig den 3dje Marts 1658. Da holdt hans Son og Efterfølger Kong Frederik den Tredje Hof paa Frederiksborg, som ogsaa han yndede meget, og hvor han tidt og gjerne opholdt sig. Saavel denne som den følgende Dag skingrede Trompeterne og lyste Kjerterne i den gamle Konges pragtfulde Dansesal. Men Glæden var endda ikke saa oversættes stor; thi Hædersgjæsten ved disse Gilder var Karl Gustaf, Danmarks og Kong- Frederiks Dødsfjende, som kort i Forvejen havde dikteret dem den ulykkelige Roskildefred; og Glansen var da heller ikke den samme, som naar Kong Kristian gav sine Gjæstebud herinde; thi Hallens bedste Smykke, Karl van Manderns Tapeter, var ikke fremme — det var jo et af den høje Gjæsts Bud i hin forsmædelige Fred, at disse »for Svenkerne saa krænkende« Tapetbilleder skulde overstryges! De vare derfor viselig unddragne hans Blikke. Denne historiske Kjendsgjerning viser os — tydeligere end den længste Udvikling vilde gjore det — det sande Forhold imellem før og siden for Frederiksborgs Vedkommende, og hvor Meget var der dog ikke lige til det Sidste at glædes og undres over, selv efter at to hundrede Aars fortærende Tand havde holdt paa med sin rastløse Gjerning! Det var forøvrigt ikke den eneste Gang, Karl Gustaf gjæstede Frederiksborg. Efterat han troløst havde brudt Roskildefreden, og atter krigede i Danmark i den Hensigt at udslette det af de selvstændige Rigers Tal, skal saavel han som hans Dronning — Sidstnævnte endog for noget længere Tid — have beboet Slottet, og saa berettes det blandt Andet om ham, at han skal have været Gjenstand for den danske Slotsforvalters Efterstræbelser, da han en Nat havde indkvarteret sig paa Frydensborg. Slotsforvalterens Forsøg opdagedes og mislykkedes. Selv undgik han Hevnen ved Flugt, hvortil den mørke Nat og det lille Slots labyrinthiske Omgivelser vare ham behjælpelige, men Frydensborg maatte undgjælde derfor; der blev neppe ladet mangen Sten i Fred paa dens Plads, og Kong Frederik lod derfor siden, i Aaret 1667, de tiloversblevne Rester aldeles nedrive. Det var dog ikke Fjendens Vold og Ild alene, der under Frederik den Tredje hærgede paa dette Sted. Den 9de December 1665 opkom der en Vaadeild paa Slottet, som ødelagde det prægtige Audiensgemak, »det lange Malerigalleri, samt de andre Gemakker paa denne Side«, og altsaa rasede netop i den Del af Borgen, hvor omtrent 200 Aar senere en langt forfærdeligere Brand endelig skulde finde en Grænse for sin Fremtrængen. — Sporene af hin lid bleve ikke udslettede før under den følgende Konge, Kristian den Femte. Denne satte sig og sin Tid mangt el Minde paa Frederiksborg, som han holdt af. Dette gjækler navnlig Udsmykningen