Frederiksborg
Sex Farvetryksbilleder Efter Malerier Af Heinrich Hansen Og C. S. Købke

27 Lyst, men en Interesse, der tiltog i Styrke med Aarene, som randt. Han var derfor blandt Andet ogsaa selv en ivrig Samler al Oldsager, og til Opbevaringen af sin Samling havde han paa Frederiksborg i Kongefløjens øverste Stokværk faaet indrettet et Værelse, til hvis Opvarming om Vinteren der 1859 blev opført en Kamin. Underlaget i denne var en Murbue, der skjød sig hen over en Bjælke, som laa over Loftet til Billardstuen (Engelsalen). Herfra var det efter al Sandsynlighed, at den store Ulykke hidrørte, som vi nu kortelig skulle dvæle ved. Efter at have tilbragt Efteraarsmaanederne paa Jægerspris drog Kong Frederik sidst i November 1859 ind paa Frederiksborg. Mange ville endnu mindes hine bevægede Dage, der nu fulgte paa, dengang Ministeriet Hottvitt i Begyndelsen af December var blevet dannet herude. Det blev modtaget med stor Mistillid, og det ikke mindst blandt Landets mest oplyste Kredse, af Mange, som — om med Ret eller Uret, lades her uafgjort — mente, at uberettigede Indflydelser havde været medvirkende ved dets Sammensætning, og som saa’ en Fare i, at dets mest betydende Medlemmer regnedes blandt Bannerførerne for et yderligtgaaende demokratisk Parti. Under den herved fremkaldte Misstemning var det, at om Morgenen den 17de December det Budskab fløj fiele Landet rundt: »Frederiksborg Slot er i Nat gaaet op i Luer, og Kong Frederik har maattet forlade og opgive sin brændende Borg!« Naturligvis blev, som altid, i dette Sorgens og Overraskelsens første Øjeblik Ulykken betydelig overdrevet — Alt var gaaet tabt, Intet stod til at redde, det Hele var nu en rygende Brandtomt, intet Andet, hed det, og Mange saa’ i denne Begivenhed et sørgeligt Varsel for Danmark. Men saaledes menes Ulykken at være opkommen. Fra den 4de til 10de December var der blevet afholdt Jagt paa Frederiksborg, og stort var Tallet af de i denne Anledning indbudte Gjæster. Der var Liv og Lystighed, men da Gjæsterne havde forladt Slottet, og der atter blev Ro og Stilhed, følte Kong Frederik Trang til Hvile, og den fandt han bedst i en stille Syslen med sine Oldsager; derfor maatte Værelset, hvori de fandtes, opvarmes, og flere Dage i Træk blev der fyret med store Favnestykker i den omtalte Kamin; thi Kulden var streng i disse Dage, Natten imellem 16 og 17 December steg den endog indtil II Grader. Den ovenfor omtalte Murbue antages nu al have været for tynd til at kunne udholde den stærke Ild og at være sprungen, hvorved den underliggende Bjælke er bleven naaet af Gløderne, indtil den forkullede og tilsidst selv antændtes, hvorpaa den saa har forplantet den snigende Ødelæggelse videre. Først Klokken 37« om Morgenen den 17de December opdagedes det, at der var Ild i Slottet. Men da havde den havt saa god Tid til at arbejde sig frem og mødt saa gunstige Betingelser paa sin Vej, at det nu blev en frugtesløs Gjerning at ville sætte en Dæmning for den. En kvælende Røg fyldte alle Gangene, saa det blev umuligt at nærme sig Ildens Centrum; Slotssøen var tilfrossen i den stærke Kulde; Vandet frøs tillige i Sprøjterne, og disse vare, som det gjerne plejer at gaa med Redningsredskaberne under lignende pludselige Ulykkestilfælde, dels for faa, dels vel heller ikke i den bedste Orden. Der blev gjort, hvad gjøres kunde med de tilstedeværende Kræfter — men Elementerne vare de stærkeste: Ilden nærmede sig Kongens egne Værelser, og Klokken 5, 40 Minutter forlod han med tungt Hjerte sit kjære Slot. Det var et stort, men frygteligt Skue i den vinterkolde Morgen, mens Nattens flygtende Skygger endnu brødes med det første Gry, da man saa’ Luerne trænge frem overalt; Ruderne sprang ved den stærke Varme, den sorte Røg sendte sine Hvirvler ud af alle Aabninger, for- tættede sig til tykke Masser, der i næste Nu gjennemskares, som af blanke Sværd, af Flammerne. Disse gjorde snart Nat til Dag — opad Mure, Tage, Taarne, overalt brøde de frem; Tagblyet smeltede og flød ned, men dets Strømme lignede glødende, hvislende, graadige Slanger, der spore Byttet. Tagvinduernes Spidser vare som urolige Flammetunger — hvilken Sorgens Saga fortalte de ikke i denne Stund! Klokken blev 6, da slog Kirke- klokken sit sidste Slag, 10 Minutter senere stod Viseren stille, og omtrent en halv Time derefter styrtede det prægtige Klokketaarn sammen. Alle tre Fløje vare nu omspændte af Ilden, der var saa mægtig, at selv da der Klokken 10 II ankom Forstærkning af Mandskab og Slukningsredskaber fra Kjøbenhavn, maatte man omtrent