Frederiksborg
Sex Farvetryksbilleder Efter Malerier Af Heinrich Hansen Og C. S. Købke

2 Volmers Borg med Taarnet, hvor Guldgaasen glimtede i Solens Skin, eller om Ridder Niels Bugges navnkundige Borg Hald, foreviget i Sagn og Sange: «Det donner under Ros, de danske Hofmænd der de udride.« — men i Almindelighed vare dog i hine de indbyrdes Fejders urolige Tider de fleste af disse Borge nærmest beregnede paa at danne et godt Værn og derfor som oftest opførte paa Steder, hvor Naturen selv lagde Avinds- mænd og Fjender Hindringer i Vejen for Adgangen, navnlig f. Ex. paa mindre Holme, omllydte af Søer; men deraf var det da en ligefrem Følge, at de savnede del Imposante, der allerede ligger i de store Masser, hvor disse have Plads til ret at udfolde sig, ligesom i de fleste Tilfælde Hensynet til en finere Kunstsmag maatte vige for Ønsket om at frembringe den størst mulige Styrke og Modstandsevne. Var det altsaa blot undtagelsesvis, at man kunde søge hine Dages vigtigste monumentale Bygninger her i Landet blandt de verdslige Høvdingesæder, saa var derimod det Modsatte Tilfældet med Hensyn til Kirkens Ejendom: i Kirker, Klostre og Bispegaarde fandtes i rigt Tal sjeldne Vidnesbyrd om en ædlerc Bygningskunst, medens Danmark udenfor Kirkens Omraade, navnlig i de Reformationen nærmest foregaaende Aarhundreder, endog i en paafaldende Grad syntes at frembyde en gold og ufrugtbar Jordbund for Arkitekturens Storværker. Efter Reformationens Indførelse skulde imidlertid Forholdet fuldstændig forandres. Adelen, der nu blev Landets første Stand, voxede Dag for Dag i Rigdom og politisk Indflydelse og følte sig kakiet til at tage Initiativet overalt. Men dertil kom, at den nu tillige havde faaet Smag og Dannelse til ogsaa i del Ydre al lade denne Anseelse træde frem for Verdens Øjne under sømmelige Former. Hvad var da naturligere, end at der paa de forøgede, samlede og afrundede Jorder, paa de fra den faldne Kirke indvundne store Godser maatte hæve sig Bygningsværker, der svarede til den nye Glans og for Eftertiden kunde vidne om den første Forøger og Erhverver. Og da rejste sig disse skjønne og faste Herresæder, paa hvilke vort Øje den Dag idag dvæler med Velbehag, Hesselagergaard, Gisselfeld, Borreby, Egeskov, Vallo, Rosenholm og de mange andre, som endnu trodse Tidens Tand og forplante Mindet om den Række dygtige Personligheder, der har opført dem. Vi se af disse Værker, at det ikke har været nogen spildt Lære, der blev indsanket ude blandt de Fremmede, idet disses skjønneste og ædleste Frembringelser i Bygningskunsten nu ofte bleve tagne til Mønstre, medens der dog paa samme Tid blev taget saa meget Hensyn til det Hjemlige, at der over de fleste hviler et vist nationalt Præg. Men delte kunde da ogsaa ventes af en Slægt, hvis Hovedfortjeneste for Historiens Domstol det til Syvende og sidst dog bliver, at den altid følte dansk, altid saa’ sin Moder i det Land, der havde opfostret den og nu saa rigeligt skjænkede den sine Goder. Hvad maatte der da ikke kaldes til Live, naar denne Adelens Lyst og Trang til at lægge sin Hæder for Dagen igjennem monumentale Bygninger i en endog forhøjet Grad fandtes hos dens første Mand, dens Hoved, hos Landets Konge selv; naar Alt, hvad Kunsten formaaede, blev opbudt for al give selve Kongekronen Glans, saa at, hvad der hidtil var opstaaet, kun syntes spredt og stykkevis og smaat sänket sammen, i Sammenligning med den purpurklædte Bygmesters helstøbte Værk. Ja, det skulde vise sig for den undrende Slægt, der fordum saa’ Frederiksborg rejse sig op over Søen, som det skulde føles af dem, der saa’ Borgen segne for Ildens Flammer, som det nok engang i Tiden atter skal vise sig for den Slægt, der vinder Lykke til at se den stegen frem i nyfødt Herlighed som en Fønix af sin Aske! Det er denne Borg, hvis Historie i korte Omrids gives i disse Blade.