Den Tyske Toldforening 1888
En Afhandling

11 den fulde preussiske Indførselstold for deres Varer, som jo nødvendigvis maatte føres gjennem Preussen, kjendte Harmen ingen Grænser. I Aaret 1819 kulminerede denne Stemning mod Preussen, Hertugen af Anhalt-Köthen, hvis Stat netop var i den nys beskrevne Stilling, begav sig til Wien for at klage til Forbundet, og fra de forskj elligste Sider søgte man samtidigt at bryde Preussens Toldsystem, dels ved Retor- sions-Told, dels ved at virke for det tyske Rigsforbunds Toldenhed, idet man støttede sig paa en uklar Artikel i For- bundsforfatningen, der tydede i denne Retning*). Preussen red imidlertid Stormen af paa Wiener-Konfe- rencen 1819—20 ved sin gjennemført koldblodigt-afvisende Holdning. Bernstorff erklærede d. 12te Januar 1820 paa Preussens Vegne, at naar man vilde have større Omsætnings- frihed i Tyskland, var man udelukkende henvist til Over- enskomst mellem de enkelte Stater — en Ytring, som netop pegede paa den Vej, ad hvilken Udviklingen faktisk kom til at gaa, men som den Gang virkede yderst nedslaaende paa Toldenhedens Venner. løvrigt betonede han, at enhver Stat i Kraft af sin Souverainitet havde Ret til at ordne sine Skatteforhold, som den selv vilde, og at Preussen ikke var til Sinds at taale noget Indgreb i denne Ret fra Forbundets Side. Da Metternich ingen Interesse havde i Sagen og kun afgav løse Erklæringer, skiltes man fra hinanden uden Resultat. For da paa anden Maade at modvirke det preussiske Toldsystem samledes Udsendinge fra Hessen-Darmstadt, Baden, Bayern, Nassau og Württemberg, senere ogsaa fra Kurhessen, Waldeck o. fl. i Efteraaret 1820 paa Foranledning af den først nævnte Stat i Darmstadt. Man forhandlede her om Dannelsen af en Toldforening mellem disse Stater paa Grund- *) Art. 19.