Den Tyske Toldforening 1888
En Afhandling

59 Tyskland som saadant kunde konkurrere med de andre Ver- densmagter, og den var for de mindre Stater dette: at være et Led af et Verdensrige i Stedet for at være — et Nutidens Danmark. Efter den første Periodes glimrende økonomiske Resultat, der kom til at staa dobbelt lyst op imod den forudgaaende Krise-Tids mørke Baggrund, er det særdeles forstaaeligt, at Toldforeningen ej alene uden Vanskelighed, men med Iver og Glæde fra alle Sider blev fornyet paa 12 Aar — altsaa til den 1ste Januar 1854 — ved Overenskomsten af 8de Maj 1841. Samme Aar indtraadte Braunschweig og senere Luxem- burg, foruden et Par mindre Fyrstendømmer, i Toldforeningen. I 1838 var der imidlertid blevet sluttet en Møntkonvention mellem de forenede Stater, og paa Generalkonferencen i 1839 enedes man om en fælles Vægtenhed. Den offentlige Mening var nu overalt i Tyskland ganske og aldeles vunden for Toldforeningen, og alle nationale For- haabninger vare efterhaanden naturligt bievne knyttede til dens Bestaaen og videre Udvikling. Ogsaa Regeringerne vare den gunstigt stemt, og det ikke alene fordi de saa deres Lande blomstre, men navnlig ogsaa fordi de saa deres Stats- kasser fyldes. Næsten for alle de mindre Landes Vedkom- mende betød Toldforeningen uventet Rigdom, for mange end- ogsaa Toldindtægt i Stedet for Toldudgift, og for dem alle uden Preussen et ordnet Toldvæsen. Kun Preussen var det gaaet lige omvendt. Medens Told- loven af 1818 havde forøget Indtægterne stærkt, formindskedes de ved Toldforeningens Dannelse. I 1828 vare Indtægterne pr. Hoved 25,3 Sgr., men 1834—39 kun 22 Sgr. Da nu For-