Den Tyske Toldforening 1888
En Afhandling

62 at have været temmelig ringe (2 Th. pr. Centner). I alle Fald steg Indførslen i Løbet af faa Aar ganske ualmindeligt stærkt (jfr. ovenfor S. 34) Under disse Forhold førte Spin- derierne en mere og mere prekær Tilværelse, og de Stater, hvor de vare talrigst fremherskende, traadte derfor op med Krav paa Forøgelse af Beskyttelsen. Fra Bomulds væveriernes Side — og altsaa fra de Stater, hvor denne Industrigren for- nemmeligt var repræsenteret — blev disse Forlangender mødt med megen Kølighed, da man frygtede for en Fordyrelse af RaastofTet, som det altid vilde være vanskeligt at faa neu- traliseret ved en Forhøjelse af Prisen paa Bomuldstøjer, og som muligt langt vilde overveje de Fordele, der ellers ere forbundne med at have Bomuldsspinderier i Nærheden. Allerede i 1842 paa Generalkonferencen i Stuttgart blus- sede Striden mellem Frihandel og Beskyttelse op ved Fast- sættelsen af Tarifen for 1843—45. Da der kun kunde ske Forandring i Tarifen ved Enstemmighed, kom det dog her kun til nogle faa og mindre væsentlige Forandringer paa Grund af den store indbyrdes Uenighed. Derimod gav Kon- ferencen Stødet til, at der fra 1ste September 1844 indtraadte en Told paa Raajern og tilsvarende Forhøjelser i Tolden paa Stangjern og Jernvarer. Striden Rammede imidlertid hæftigere og hæftigere, og fra alle Sider ventede man Afgjørelsen paa den 7de General- konference 1845 i Karlsruhe. Fra Englands Side havde man gjort de største diplomatiske Anstrengelser for at paa- virke Stemningen til Fordel for Handelsfrihed og satte nu fuldstændigt sin Lid til, at Toldforeningen enten vilde gaa i Frihandelsretning eller blive sprængt. Ingen af Delene skete. Resultatet blev i Hovedsagen negativt, idet man kun enedes om ganske enkelte Ændringer. Men Bølgerne vare gaaede saa højt under disse Forhandlinger, at man i Tyskland selv begyndte at forfærdes over, hvilket Skue af Tvedragt og Kiv,