Den Tyske Toldforening 1888
En Afhandling

65 den Mulighed for Øje, at Toldforeningen sprængtes eller ikke blev fornyet, alene fordi den vidste med sig selv, at den af rent politiske Grunde ikke vilde være Deltager i et Told- forbund, hvor Østerrig havde den dominerende eller blot en lige berettiget Stilling. Gik Toldforeningen imidlertid i Stykker, gjaldt det for Preussen om dels at faa en Forbindelse til- vejebragt mellem de tvende adskilte Dele af sit Land, dels at faa en Erstatning for det tabte Afsætningsomraade imod Syd. Hessen-Cassel var upaalidelig, og der var derfor ikke andet tilbage end en Overenskomst med det hidtil saa for- hadte Hannover, hvorved ikke alene Forbindelsen vilde være fuldstændig, men hvorved Preussen endelig ogsaa vilde faa den saa længe savnede Adgang til Nordsøens Kyster. Hannover havde i Aarene 1834—36 dannet en Told- forening sammen med Oldenburg og Braunschweig, hvilken sidste Slat dog senere gik ud og traadte ind i det alminde- lige tyske Toldforbund. I denne saakaldte »Steuerverein« havde Stemningen hidtil været stærkt imod at søge vidt- gaaende Tilnærmelser til Toldforeningen, og den preussiske Regering maatte derfor ogsaa yde væsentlige Indrømmelser for at faa Overenskomsten i Stand. De vigtigste af disse Indrømmelser vare følgende: 1) Nedsættelse i en betydelig Række Finanstoldsatser, nemlig for almindelige Brugsartikler som Kaffe, Sukker, Tobak, Vin og The, og 2) et saakaldt Præ- cipuiim ved Toldindtægternes Fordeling, idet Hannover skulde have en 3'4 Gange større Andel pr. Indbygger af Toldind- tægterne end Preussen, respektive de øvrige Stater. Faren fra Østerrig rykkede nu ogsaa Preussen tæt ind paa Livet. I Begyndelsen af 1852 samledes Udsendinge fra samtlige tyske Stater, med Undtagelse af Preussen og Thü- ringen, i Wien forat forhandle om en toldpolitisk Forstaaelse med Østerrig, og de syd- og mellemtyske Stater sluttede i April den saakaldte Darmstadter-Traktat, hvorved de paa Ö