Den Tyske Toldforening 1888
En Afhandling

66 deres Side forpligtede sig til ikke at ville forny Toldforeningen, før man var kommen til en saadan Forstaaelse med Østerrig. Preussen opsagde paa sin Side Toldforeningen og sprængte Forhandlingerne om dens Fornyelse d. 27de September 1852 for at undgaa en Toldforhandling med Østerrig. Krisen var dermed paa sit Højdepunkt. Man kom dog lettere til en fredelig Løsning, end det i sig selv var at vente. Hertil bidrog paa den ene Side den Omstændighed, at de Næringsdrivende rundt om i Syd- og Mellemtyskland bleve grebne af en feberagtig Rædsel ved Tanken om Toldforeningens nær iorGslaaondo Opløsning, der syntes dem at være enstydig med deres økonomiske Tilintet- gjørelse. Uvillien mod Preussen var vel levende i Tyskland, men blev dog mageligt holdt Stangen af de nationale For- haabninger, der knyttede sig til Toldforeningen. Og medens saaledes de syd- og mellemtyske Regeringer bestormedes af Petitioner om endelig at bevare Toldforeningen, begyndte paa den anden Side Preussen for sit Vedkommende at blive bange for at sætte Sagen paa Spidsen, da man i Hannover syntes at ville trække sig tilbage fra Overenskomsten. Det kom derfor til Separatforhandlinger mellem Preussen og Østerrig ved Aarets Slutning, og i Februar 1853 sluttede Preussen en Traktat med dette Land om gjensidige Told- lettelser. Derefter bleve Forhandlingerne mellem Forbunds- staterne gjenoptagne i Berlin samme Aar, og loldforeningen, hvori Hannover og Oldenburg nu optoges, blev fornyet paa 12 Aar d. 4de April 1853. Skjønt den Mellemrigstraktat, som var sluttet mellem Østerrig og Toldforeningen, nedsatte Tolden paa en stor Mængde Artikler, tiltog Omsætningen dog ikke i det Omfang,