Lærebok I Farvning Med Planter
Utgit av den Norske Husflidsforening

77 med lift koldt vand, hvorpaa man har garnet i, og lar det koke nogen minutter. Derpaa tar man det op, avkjøler det og skyller det straks. Man kan ogsaa faa de lyse krapfarver ved at farve det beisede garn i de brukte avkjølede supper efter nr. 20, 21 og 22; men disse farver vil bli litt mere gule end naar man bruker ny krap. Ved at bruke sterkere eller svakere beiser og mere eller mindre krap kan man faa mange farver utenfor opskriftene. Man maa altid bruke en sterkere beis til en mørk farve end til en lys. Kochenille-farver. Med kochenille kan man faa meget avvikende røde farver ved at benytte forskjellig slags tilsætning og beise- midler. Brukes alun, blir farven blaalig, med tin og vin- sten blir den frisk rød. Ved at bruke alle tre ting kan man faa mellem farver. For at kunne benytte tinnet til farvning, maa man først opløse det i salpetersyre. Dagen lør man skal farve, lages linopløsningen, og den finstøtte kochenille sættes i bløt i saa meget koldt vand at det biir en tynd veiling. Hertil maa benyttes glas-, sten- eller kobberkar, da træ- og emaljekar biir røde. Til kokning av disse farver er fortinnet kobberkjel heldigst. Farverne biir klarest heri. Ufortinnet kobber- kjel kan brukes, naar den er rigtig blankskurt; men heri biir farverne altid litt mørkere. Skal man farve løi eller en stor portion garn, bør vin- stenen og kochenillen først kokes vel ut i en god del vand og siles, hvorpaa der tilsættes saa meget vand at der biir suppe nok. Hvis dette ikke gjøres, vil der let sætte sig pletter paa løiet. — 1 il smaa portioner er denne forsiglig- het ikke nødvendig. Naar disse supper siles, vil stoffets farve bli litt lysere end ellers. Man bør derfor beregne litt mere farvestof. 6 — Farvelære.