Naturens Vidundere

Forfatter: J. O. Bøving-Petersen

År: 1911

Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 317

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 330 Forrige Næste
119 disse fra ca. 5000 Meter indtil de dybeste Steder af »det røde Dyb- havsler«, en ved Jernoxyd og Mangan snart lysere snart mørkere rødlig Masse, der, naar Bundprøven henligger i Luften, bliver haard som Pottemagerier. Foruden Kiselnaale af Radiolarier og Kiselsvampe indeholder det meget fine Gran af saakaldet '»kosmisk Støv« og Støv- af vulkansk Oprindelse. At disse Bundaflejringer har en vid Udbre- delse og spiller en betydelig Rolle ved Havbundens Opbygning, kan ikke undre, eftersom man kunde paavise Aske fra den ostindiske Vul- kan Krakataus Udbrud 1883 i en Afstand fra Vulkanen paa 3000 Kilometer. Dels med Vinden, dels med Havstrømninger føres de lette, støvfine Udbrudsprodukter fra over- og undersøiske Vulkaner ud over Verdenshavene og bidrager til at opbygge deres Bund, — selvom der maaske hengaar Aartusinder, inden et faa Fingre tykt Lag har lejret sig dernede i Dybet. Men hvad betyder det: Aartu- sinder er kun som Dage i den geologiske Tidsregning. Nogle interessante Fund af Hvirveldyrrester er gennem Dyb- havsundersøgelserne gjorte i disse, de aller største Oceandybders Bundaflejringer, hvorved det klart fremgaar, at det røde Dybhavs- lers Opbygning sker uendelig langsomt. Med Slæbenettet er derfra bl. a. optaget Hajtænder, som har tilhørt nu uddøde Arter og ellers kun kendes fra Tertiærtidens Lag, Hundredetusinder eller maaske Millioner af Aar tilbage. Men her laa disse Tænder jo endda i selve Bundoverfladens løse og yngste Dynd, hvorover Trawlen gled, me- dens de dybere, langt tykkere og ældre Lag laa uberørt af denne. — Intet kan vel bedre anskueliggøre en Haandfuld Dybhavsdynds ærværdige Ælde. Og intet viser klarere, hvor langsomt men støt de geologiske Kræfter virker — og har virket — i deres Arbejde paa at højne og udjævne Oceanets Bund. Koraller og Koralrev. Ædelkorallen, som med Rette regnes for en af Havets smukkeste Gaver, og som allerede lovpristes i de gamle græske Sange, har det ene Aarhundrede efter det andet holdt sig i usvækket Yndest. Old- tidens Galler og Indere forsirede deres Sværd og Rustninger dermed, og i vore Dage bruges den til Kvindesmykker. Nubiens unge Piger pryder deres mørke Skuldre med de samme røde Koralhalsbaand, hvis glødende Farvepragt fremhæver Halsens blændende Hvidhed hos den skønne Cirkasierinde. Men hvor længe Ædelkorallen end har været kendt og yndet, er