Naturens Vidundere

275 Overmand og maa give tabt. Ikke for Sandet, lad det end fyge og hobe sig nok saa stærkt. Men for Stormen. Fik den hvide Havklit Lov at vokse helt uforstyrret, vilde der langs Jyllands Ves tkyst ligge en Kæde af uligesidede Sandpyramider, som hævede sig jævnt skraanende op fra Stranden og indad mod Øst faldt saa stejlt ned, som Sand overhovedet formaar at ligge Men en saa regelmæssig Klitform ser vi sjælden, — fordi Naturen selv kun sjælden er regelmæssig; Planterne gror ujævnt fordelte, og Vinden svinger, føjer Sand til her, tager fra dér. Undertiden kommer pludselige Hvirvelstød og Storme, der paa faa Timer ødelægger, hvad stadig Vind har bygget op. De borer sig som Kardætsker ind i Klit- tens Luvside, saa dens »Indvolde? — Hjælmens og Marehalmens Rødder og Rodstokke — hænger forpjuskede ud, medens Sandet hvirvles op over Klitkammen, om i Læ. Og bliver Stormen ved at rase, følger tilsidst det afgørende »V indbrud« (Fig. 154): Klitten spal- tes tværs igennem, og i Stedet for Klitrækken langs med Kysten fremkommer Tværvolde, »Rimmer«, opbyggede af det udblæste Klit- sand. Eller dette kan, sammen med Sandet fra Stranden, føres endnu længere ind i Land og optaarne sig som høje, nøgne, fuldstændig vegetationsløse Sandbanker, Miler, hvoraf der dog heldigvis endnu er enkelte bevarede i deres jomfruelig skinnende Hvidhed, — skøn- nest af dem alle den pragtfulde, ha vomkransede Raabjerg Mile, hvis hvide, 1 Km. lange og 600 M. brede Sandbølger fra Vest stiger jævnt og fast, fordi Vestenvinden har presset Kornene sammen, saa man gaar som paa et Gulvtæppe, — indtil de mod Øst naar mere end 30 Meter over Havet og saa kaster sig ned i bratte Styrtninger, hvis Sand er løst og glidende og stadig rykker frem over de mørke Heder og Kær, ud mod Kattegat. ❖ * * --------Saa herskesyg Hjælmen er, og saa godt den end forstaar at gøre sig Sandet underdanigt — en Gang kommer for enhver »hvick Havklit den Dag. da dens Enehersker maa dele Magten med andre Vækster og tilsidst helt vige for dem. Nye Plantesamfund rykker frem i Læ af Hjælmens og Marehal- mens Tuer og slaar Rod i det Sand, der allerede er noget fæstnet af de store Klitgræsser og gødet med deres Humus. Først er det venlige, troskyldigt smilende Blomsterplanter: den 18*