Naturens Vidundere

276 beskedne Strandarve og den buttede Strandkaal med deres uskylds- hvide Blomster, den smidige Strandært med de rødblaa Klaser, den staalgraa Mandstro eller »Havtidsel<' med de muntre lyseblaa Kroner, Stedmoderblomsternes leende Masker, Høgeurts, Svinemælks, Brandbægers, Kællingetands og Snerres falske Gule---------og mange flere. Endnu en Tid lang skinner dog Sandet igennem, og Klitten er øhvid«. Men Blomsterne varsler baade dens og de store Klitgræssers Død. Fig. 155. »Graa Klit« med Hjælme og Klitroser. (Warming). Hjælmen sygner hen; den gamle, haardhudede Kriger, der ikke kunde dræbes af Sandflugt, dør Straadøden, kvalt under Blomsternes sleske Smil. Og mellem Blomsterne titter uanselige Mosser, vadmelsgraa Laver, Sandskæg og andre spinkle Græsser frem, hvis Rodtraade sammenkitter Overfladens Sandskorn til en Skorpe, hvori flere og flere nye Planter inde fra Landet rykker op og tager Fodfæste — indtil Sandet kun hist og her blinker frem. Klitten er bleven en »graa Klit«, der efter det herskende Plante- samfund kan være »Sandskæg-Klit«, »Lav-Klit«, »Mos-Klit«, »Grøn- svær-Klit« o. s. v. I sidste Tilfælde er den »graa« Klit sikrest værnet mod Vindbrud; fordi Grønsværet danner et fast sammenvævet Dække.