Industriudstillingstidende 1852

Forfatter: Claudius Rosenhoff

År: 1852

Forlag: S. Triers Forlag og Tryk

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 92

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 98 Forrige Næste
6 Samvirken. En Marschandiser — Meubelhandler — var meget villig til at udlaane et eller andet Stykke Meubel som Requisit til Privatthealre, tilreisende Skuespillerselstaber rc.; fint fordrede han i Leie — et Par Fribilletter. Uden egentlig at være Ander af dramatist Kunst, bivaanede han dog samvittighedsfuld enhver Forestilling, hvori en af hans Senge, Sophaer, Lænestole eller des- lige havde en staaende Rolle. Med inderlig Stolthed og Fornoielse iagttcg han den Effect, som hans Lænestol, Sopha eller Seng gjorde paa Scenen, stødte sin ZEgtehalvdeel betydnings- fuld paa Armen og — saa forlod han Thcatrel. Vi ere overbeviste om, at den gode Mand — hans Tjenstvillighed i Wre! — i sit stille Surd nærede den Tanke, at Stykkets Held — forsaa- vidt det havde Held — ene var betinget af Seilge«, Sophaen eller Lænestolett, og at Wren altsaa var hans. Man smiler over denne MarschandiserS Egoisme, eller hvad man vil kalde det; men hvor ofte skeer ikke omtrent det Samme i det daglige Liv lige for vore Dine, uden at det bemærkes, fordi just Meubelhandleren ikke staaer og breder sig i bedste Parquet midt for Scenen? Hvorofte glemmer man ikke her Billighedens, eller — rigtigere — Retfærdighedens Suum cuique! saa at ligesom tidt En faaer Lønnen medens en Anden har Arbeitet, saaledes hofter ikke sjelden hiin Wren, medens denne burde have uydt den. Ved mangt et Stykke Arbeide, tildels ogsaa Kunstværk, er det vistnok vanskeligt at give Enhver Sit. Di see til Erempel (for at blive ved Meublerne) en smuk Lænestol. Den er elegant og smagfuldt udstyret, mageligt og beqvemt iudrettet, har en uobel Form o. s. v. Hvem stal nu her have Mren? Udstilleren, fra hvis Magazin den er fremgaaet? — Rei! — Den Kunstner, som har givet Tegningen eller Modellen? Rei! - Snedkeren da, der har forarbeidet Træet?— Rei! — Ornamentstjæreren eller Forgylderen, som har leveret Ziraterne? Sadelmageren eller Tapetseren, der har udstoppet den, eller Smeden, som har gjort de elastiste Fjedre? Rei, Rei cg atter Rei! Saa maa det da vel være Væveren, der har vævet det deilige Stof, hvormed den er beklædt? Heller ikke! — Hver Enkelt maa altsaa i Stilhed tage sin Deel af den fælles AZre; thi Stolen vinder alminde- lig Opmærksomhed og Bifald. Tegneren tager sin Part, Træarbeideren sin, Væveren o s. v. hver sin. Men dermed ere vi endnu ikke komne ud as det Collective; den egentlige Enkelte er eiidttu ikke udfuttdet. Selv Tegneren, Træ- arbeideren, Væveren, sijondt her nævnt i Sin- gularis, kan være eb omfattende Fleertal. Altsaa ril vort Erenipel igjen. Hr. Udstiller, hvem har leveret Tegningen til den af Denr udstillede smukke Lænestol? — „Dm er fra R. N & Comp.'s lithographiske Institut" — (vi sætte blot, han svarer saaledes). Godt! men Jnstitutet har mange Tegnere, hvem er da den egentlige i dette Til- fælde? — „Det veed jeg, paa Wre, ikke." — Hr. Udstiller! hvem har leveret Træarbeidet, Jern- arbeidet, Ornamenterne o. s. v. til den af Dem udstillede smukke Lænestol? — „Det er fra N. N.'s og fra N. N.'s og fra N. N.'s Værksted," svarer han beredvilligen. — Godt! men Mester N. N. har mange Svende, hvilken Svend har------------ „Om Forladelse! det veed jeg sandelig ikke," falder han i Ordet, og vi ere lige nær. Man seer, at det bliver vanskeligt nok for Retfærdig- heden, at give Enhver Sit, og til syvende og sidst, faaer den egentlige Arbeider tilsyneladende mindst af 8Eren, og Broderparten falder paa Udstilleren eller Entrepreneuren. Men den Ulykke er ikke saa stor, som det ved forste Oiekast synes. Hans er ogsaa den egentlige Mre; thi han er den gode Samvirkens Bærer, han har vidst at forene disse forsijellige, hver for sig hæderlige, Dygtigheder til et fælles Maal. De enkelte Straaler vilde ubemærket have gaaet Tilskuerens Blik forbi; ved at samles i et Brændpunct henledes Opmærksomheden paa dem, og det maa — for at blive i Billedet, være overladt Privatlivets Prisma atter at stille Straale fra Straale, eller Farve fra Farve. — Vel har man i Frankrige nu og da forsøgt paa at gjore