Industriudstillingstidende 1852
Forfatter: Claudius Rosenhoff
År: 1852
Forlag: S. Triers Forlag og Tryk
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 92
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
6
Samvirken.
En Marschandiser — Meubelhandler —
var meget villig til at udlaane et eller andet
Stykke Meubel som Requisit til Privatthealre,
tilreisende Skuespillerselstaber rc.; fint fordrede
han i Leie — et Par Fribilletter. Uden egentlig
at være Ander af dramatist Kunst, bivaanede han
dog samvittighedsfuld enhver Forestilling, hvori
en af hans Senge, Sophaer, Lænestole eller des-
lige havde en staaende Rolle. Med inderlig
Stolthed og Fornoielse iagttcg han den Effect,
som hans Lænestol, Sopha eller Seng gjorde
paa Scenen, stødte sin ZEgtehalvdeel betydnings-
fuld paa Armen og — saa forlod han Thcatrel.
Vi ere overbeviste om, at den gode Mand —
hans Tjenstvillighed i Wre! — i sit stille Surd
nærede den Tanke, at Stykkets Held — forsaa-
vidt det havde Held — ene var betinget af
Seilge«, Sophaen eller Lænestolett, og at Wren
altsaa var hans.
Man smiler over denne MarschandiserS
Egoisme, eller hvad man vil kalde det; men hvor
ofte skeer ikke omtrent det Samme i det daglige
Liv lige for vore Dine, uden at det bemærkes,
fordi just Meubelhandleren ikke staaer og breder
sig i bedste Parquet midt for Scenen? Hvorofte
glemmer man ikke her Billighedens, eller —
rigtigere — Retfærdighedens Suum cuique! saa
at ligesom tidt En faaer Lønnen medens en
Anden har Arbeitet, saaledes hofter ikke sjelden
hiin Wren, medens denne burde have uydt den.
Ved mangt et Stykke Arbeide, tildels ogsaa
Kunstværk, er det vistnok vanskeligt at give
Enhver Sit. Di see til Erempel (for at
blive ved Meublerne) en smuk Lænestol. Den
er elegant og smagfuldt udstyret, mageligt og
beqvemt iudrettet, har en uobel Form o. s. v.
Hvem stal nu her have Mren? Udstilleren, fra
hvis Magazin den er fremgaaet? — Rei! —
Den Kunstner, som har givet Tegningen eller
Modellen? Rei! - Snedkeren da, der har
forarbeidet Træet?— Rei! — Ornamentstjæreren
eller Forgylderen, som har leveret Ziraterne?
Sadelmageren eller Tapetseren, der har udstoppet
den, eller Smeden, som har gjort de elastiste
Fjedre? Rei, Rei cg atter Rei! Saa maa det
da vel være Væveren, der har vævet det deilige
Stof, hvormed den er beklædt? Heller ikke! —
Hver Enkelt maa altsaa i Stilhed tage sin Deel
af den fælles AZre; thi Stolen vinder alminde-
lig Opmærksomhed og Bifald. Tegneren tager
sin Part, Træarbeideren sin, Væveren o s. v.
hver sin. Men dermed ere vi endnu ikke komne
ud as det Collective; den egentlige Enkelte er
eiidttu ikke udfuttdet. Selv Tegneren, Træ-
arbeideren, Væveren, sijondt her nævnt i Sin-
gularis, kan være eb omfattende Fleertal. Altsaa
ril vort Erenipel igjen. Hr. Udstiller, hvem har
leveret Tegningen til den af Denr udstillede smukke
Lænestol? — „Dm er fra R. N & Comp.'s
lithographiske Institut" — (vi sætte blot, han
svarer saaledes). Godt! men Jnstitutet har mange
Tegnere, hvem er da den egentlige i dette Til-
fælde? — „Det veed jeg, paa Wre, ikke." —
Hr. Udstiller! hvem har leveret Træarbeidet, Jern-
arbeidet, Ornamenterne o. s. v. til den af Dem
udstillede smukke Lænestol? — „Det er fra N. N.'s
og fra N. N.'s og fra N. N.'s Værksted," svarer
han beredvilligen. — Godt! men Mester N. N.
har mange Svende, hvilken Svend har------------
„Om Forladelse! det veed jeg sandelig ikke,"
falder han i Ordet, og vi ere lige nær. Man
seer, at det bliver vanskeligt nok for Retfærdig-
heden, at give Enhver Sit, og til syvende og
sidst, faaer den egentlige Arbeider tilsyneladende
mindst af 8Eren, og Broderparten falder paa
Udstilleren eller Entrepreneuren.
Men den Ulykke er ikke saa stor, som det
ved forste Oiekast synes. Hans er ogsaa den
egentlige Mre; thi han er den gode Samvirkens
Bærer, han har vidst at forene disse forsijellige,
hver for sig hæderlige, Dygtigheder til et fælles
Maal. De enkelte Straaler vilde ubemærket have
gaaet Tilskuerens Blik forbi; ved at samles i et
Brændpunct henledes Opmærksomheden paa dem,
og det maa — for at blive i Billedet, være
overladt Privatlivets Prisma atter at stille Straale
fra Straale, eller Farve fra Farve. — Vel har
man i Frankrige nu og da forsøgt paa at gjore