Industriudstillingstidende 1852

14 Og vi dem stal tage fra Mesterne i Altona, At industrielle Feider Kan Dig lokke over Eider. En ikke «sandsynlig Ipogelsthikorit. (Fortsat.) Jeg har den usalige Vane at sinlle blande mig i Alt, d. v. s. jeg vil gjerne belære Folk, og i saa Henseende sætter jeg aldrig mil Lys under en Skjeppe, men lader det stinne. Der maa være Form i Alt, ogsaa i Trætten, meente jeg, og de Herrer Ordførere lade til ikke selv at vide, hvad de ville; de hugge ind paa hverandre som flette Skakspillere, uden at have en egentlig Gjen- stand for Die til at strids om. Nu havde det vistnok været bedre for mig, som en virkelig Mand fra Landet, at holde mig til Rotundernes Smør jerner og Hakkelsemastiner, end at give mig af med at være Docent i Hoi- salerrs Anliggenders men paa Grund af den nævnte usalige Vane, kunde jeg ikke dye mig. Jeg trængte mig frem, forlangte ikke Ordet, men tog det selv og aabnede mit Foredrag med den sædvanlige Hilsen: "Mine Herrer!" Da der nu med Eet blev gravstiUe, saa havde jeg nær tabt Modet. Imidlertid fattede jeg mig, især da Hr. Snedker Nielsens antike Egetræes Bogskab til 550 mumlede til Hr. Bosse- mager Christensens Jagtgeværer, at det nok var deli ærede Talers Maiden-Speech eller Jomfru- tale. Dette ærgrede miß, og vi Danske skulle nu engang ærgres og stjældes ud, forend vi kunne aabne Munden og løfte Haanden. Følgelig fik jeg Courage, og tænkte, det er bedst Du taler frist fra Leveren til de Godtfolk. Altsaa begyndte jeg igjen: „Mine Herrer! Det forekommer mig næsten, som De ikke ere orienterede herinde, som om De, der dog ere den egentlige Udstilling, ikke have gjort Dem fortroelige med Begrebet om en Industri Udstil- ling. Det synes mig hartad, som om De ville have den betragtet som et Knust kammer —“ -Hor ham V* raabte Prøver af dHrr. Dehns, Krarup s og Rubens syede Liniled, hvilket Raab istemmedes af den „qvnidelige Arbeids- forenings" haandspundne Hørgarn, og Hvergeuns- toiet m. m. fra Madame Petersen i Randers. Styrket ved denne behagelige Afbrydelse, besluttede jeg at forcere, og vedblev saaledes: »Som et Knnstkammer, siger jeg, et N ari te t scab i ne t. Men det er tilvisse ikke Meningen — —" („Neil- og „Bravo!" fra russisk Hor og polsk Hamp. Da. iblandt de „syede Klæder" en Vest til at bære paa begge Sider syntes mig at gjore Mine til Opposition, styndte jeg mig med at udbede mig forskaanet for Afbrydelser ved Mishagsytringer, bom ved Discussionsfriheden krænkedes — om Bifaldsvtringer talte jeg natur- ligviis ikke.) „Slemmest af al li pertro" — fortsatte jeg, — „er den, at holde sin for taaleligere, og den Overtro, vi ere opvorne i, taber ikke sin Vælde over os stjondt vi erkjende den," saaledes om- trent siger den vise Lessing, der rigtignok hver- ken havde nogen Fabrik eller noget Etablissement, men dog var en Ander as Frihandel og Con- currence. Er det vel stort Andet, end Overtro, medfødt og igroet Overtro, at man ikke sial kunne glæde sig uden ved Curieusiteter og Snurrepibe- rier? Jeg kan begribe, at den store Masse mcb Begjærlighed griber efter, belragrer og beundrer Legetoiet histherme: der eftergjorte Wienerbrod, det forlorne Mg, Spegesilden og — —" „Maae vi være frie for Personligheder!" j faldt Papirmachse-Husaren mig i Ordet, truende med sin Bliksabel. „Jeg siger ikke," vedblev jeg, „at deslige Sager mangle al Berettigelse, paa ingen Maade. Men ligesaalidr som de kunne bortve,ide de Kyndiges Blik fra solidere Gjenstande, ligesaa- lidt burde de hendrage Massens ndelukkende Opmærksomhed. Dog mindst skulde De, mine Herrer! selv søge al vildlede istedetfor at veilede, og dertil syntes Deres begyndte Debatte retvel